Røg fra vaskekælder i Nørresundby: Trafik på Østergade måtte omdirigeres


Opdateret kl. 22:53

Opdatering 22.50: Beredskabet har afsluttet deres indsats og forladt stedet.

Kraftig røg fra en kælder i en etageejendom fik lørdag aften Nordjyllands Beredskab til at rykke ud på Østergade i Nørresundby.

Her var beredskabet til stede med fem køretøjer og elleve brandfolk, mens Østergade var spærret i østlig retning. 

Klokken 21.14 kunne Nordjyllands Beredskab melde om kontrol over branden, som ifølge indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Niels Eltzholtz var opstået i en større industrimaskine i et vaskerum i ejendommens kælder. 

- Det har givet lidt røgspredning i kælderrummet og lidt på trappen, men ikke til nogen lejligheder, fortæller han.

Trappeopgangen blev som det første ventileret i tilfælde af, at der skulle blive behov for at evakuere beboere, men det blev heldigvis ikke aktuelt.

- Og så sætter vi ellers vores røgdykkere ned og får hurtigt styr på ildebranden nede i kælderrummet, siger indsatslederen.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden, og ejendommens beboere kan sove trygt i deres lejligheder. Vaskerummet har taget relativt store skader af branden. 

Klokken 22.35 skrev Nordjyllands Beredskab på mediet X, at opgaven var afsluttet, og at de havde forladt adressen.

Forsiden