Stort lakse-kup: To mænd fængslet for lukkede døre


Opdateret kl. 20:49

Torsdag sidst på eftermiddagen er to litauiske mænd på henholdsvis 46 og 49 år blevet fængslet i fire uger i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.

Det oplyser anklager Ida Rokkjær Rasmussen til Nordjyske.

De to er sigtet for - sammen med en anden litauisk mand, der allerede er varetægtsfængslet i sagen - at have stjålet 33 paller med fersk laks fra havnen i Hirtshals midt i juli.

Laksen har en værdi af 850.000 danske kroner. 

- Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, da der pågår en igangværende efterforskning, siger anklageren.

Begge fængslede har taget forbehold i forhold til at kære rettens afgørelse, men de nægter sig skyldige. 

I slutningen af juli fortalte vi her på Nordjyske, at politiet mistænkte den nu  varetægtsfængslede, 50-årige mand for at være hovedmanden bag laksekuppet. Og at han var i ledtog med to medsammensvorne. 

Politiet har efterfølgende brugt videobilleder i sin efterforskning, de viser blandt andet, at byttet blev kørt væk på en lastbil.

Den store mængde fersk laks er ikke blevet fundet.

Læs også

Forsiden