700 spurtede i Hasseris
Der var fart over feltet, da børn, unge og voksne satte det lange ben foran til Hasserisløbet
Opdateret 23. maj 2022 kl. 16:02
AALBORG: Den sprøde lyd af kondisko mod grus hvislede mellem de grønne områder i Hasseris søndag, da Hasserisløbet for fjerde gang blev skudt i gang på sportspladsen ved Gl. Hasseris Skole. I alt 700 voksne, børn og unge fløj ud af starthuller - mange for allerførste gang.
En af dem var Alberte på to år, som sammen med sin mor var taget fra Aabybro til Hasseris ud for at prøve benene af.
- Jeg løber meget, men det er første gang, hun var med - men det var sjovt, ikke, spurgte Lene Simoni Jensen sin lille datter, der med medalje dinglende om halsen benovet nikkede, mens hun betragtede menneskehavet omkring hende.
Færre end tidligere
Men selvom der for en toårig var mange mennesker, så oplevede Hasserisløbet i år for første gang nogensinde nedgang i antallet af deltagere - men det var ikke uden grund, forklarede arrangør og stifter af løbet, Peter Mousten.
- Det er fordi, vi har flyttet løbet. Tidligere lå det den sidste søndag i uge 42. Det kræver cirka 60 timers arbejde den sidste uge inden sådan et løb - og det er min kone og jeg, der står for at arrangere det. Vi har to skolesøgende børn - det hænger ikke sammen, så vi valgte at flytte det, forklarede Peter Mousten.
Konsekvensen har dog været til at føle. De foregående år har deltagerantallet ligget nogenlunde stabilt omkring 1000. I år var der 700.
Satser på børnene
Men en flytning af dato bliver ikke den eneste ændring, der kommer til at ske den kommende tid, lover Peter Mousten. Allerede næste år vil der være flere nyheder på programmet - og ikke mindst en benhård satsning på børnefamilierne.
- Vi vil prøve at lave flere korte løb, fortæller Peter Mousten, der er overbevist om, at børnefamilierne sagtens kan lokkes til torvs, hvis arrangementet er spændende nok.
Til gengæld tyder meget på, at maratonløbet falder ud af programmet, mens halvmaratonet bliver.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.