AaB blev ydmyget af Brøndby
AaB fik ikke et ben til jorden på hjemmebane
Opdateret 10. maj 2022 kl. 17:11
FODBOLD: AaB fik 2. påskedag den værst tænkelige start på Alka Superligaens mesterskabsslutspil.
Hjemme på Aalborg Portland Park blev det til et 0-3-nederlag mod Brøndby, der allerede i første halvleg satte AaB godt og grundigt på plads.
AaB kom bagud efter godt 20 minutters spil. Brøndby udnyttede et boldtab fra Kasper Kusk til at slå en kontra, og her viste gæsternes anfører Johan Larsson ingen nåde, da han fra kanten af feltet bankede bolden op i det fjerne målhjørne.
Et par minutter senere var Brøndby også tæt på 2-0, men denne gang slap AaB med skrækken, da Teemu Pukkis afslutning prellede af på stolpen.
Efter en halv times spil var Brøndby tæt på igen, da en clearing fra Jores Okore ramte Hany Mukhtar, og denne gang måtte AaB-målmand Jacob Rinne diske op med en god refleksredning.
Efter 35 minutters spil gik den dog ikke længere for AaB, da Brøndby tog en meget fortjent 2-0-føring. Kasper Fiskers indlæg fra højre side fandt Kamil Wilczek tæt under mål, og han kunne nemt heade bolden i mål.
Efter 41 minutter blev ondt værre for et mere og mere modløst AaB-hold, da Brøndby også kom foran 3-0. En lang aflevering fra Lasse Vigen fandt Anthony Jung. Han sendte bolden ind i fødderne på Teemu Pukki, der tæt under mål nemt kunne øge gæsternes føring yderligere.
I halvlegens sidste minut bed AaB endelig en smule fra sig, da Jakob Ahlmann sendte et indlæg ind i hovedet på Jannik Pohl, der dog måtte se Brøndby-målmand Frederik Rønnow vifte bolden til hjørnespark.
Med Brøndbys komfortable føring blev anden halvleg en lang ørkenvandring. De største chancer i halvlegen tilfaldt Jannik Pohl.
Et kvarter før tid blev angriberen spillet alene med Frederik Rønnow, men den duel vandt Brøndby-målmanden, og to minutter før tid fik Pohl en ny friløber, men denne gang lobbede han bolden over mål.
I kampens overtid blev AaB’s rædselskamp i stedet fuldendt, da anfører Jores Okore fik rødt efter en hævnakt mod Brøndbys Jan Kliment.
Nederlaget betyder, at AaB tirsdag kan blive skubbet ned på sjettepladsen, hvis AC Horsens får point mod FC Midtjylland. AaB skal i aktion igen fredag, hvor det gælder en udekamp mod FC Nordsjælland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.