Sport

Aalborg Håndbold ydmyget i egen hule

Team Tvis Holstebro var helt suveræne i lørdagens pokalsemifinale i Jutlander Bank Arena

Foto: Claus Søndberg
Foto: Claus Søndberg

Opdateret 10. maj 2022 kl. 16:51

AALBORG: Søndagens pokalfinale i Jutlander Bank Arena bliver uden deltagelse fra Aalborg Håndbold.

Det er kendsgeringen, efter at aalborgenserne trods hjemmebanefordel lørdag blev sat på plads af Team Tvis Holstebro, der vandt med særdeles overbevisende 28-21 i semifinalen.

I kampens indledning havde Aalborg det svært mod et meget aggressivt Team Tvis-forsvar, og når nordjyderne fik spillet sig igennem, stod Tvis-målmand Rasmus Lind som oftest i vejen, hvorfor cheftræner Jesper Jensen allerede efter 11 minutter så sig nødsaget til at tage sin første time-out. Her var stillingen 5-2 i Team Tvis Holstebros favør.

Men derfra blev ondt faktisk bare værre for Aalborg Håndbold, der fortsat havde store problemer med at nedbryde vestjydernes offensive forsvar.

Team Tvis Holstebro kom til Aalborg uden den skadede topscorer Michael Damgaard, men alligevel havde Klavs Bruun Jørgensens mandskab til gengæld ikke de store problemer med at komme til scoringer. Især svenske Jonas Larholm var hård ved sin tidligere klub, og derfor kunne Team Tvis Holstebro gå til pausen med en komfortabel 14-7-føring efter en første halvleg, hvor absolut intet fungerede for hjemmeholdet.

Team Tvis Holstebro fortsatte dominansen efter pausen, og efter 36 minutters spil bragte Peter Balling vestjyderne foran med utrolige 18-8. Tilbage i december vandt Aalborg Håndbold en ligakamp i Holstebro med 24-23 efter undervejs at have været nede med 11-20, og midtvejs i anden halvleg lugtede Aalborg Håndbold et nyt stort comeback, da Håvard Tvedten med en elegant scoring fra fløjen fik reduceret til 16-22, og da Jonas Larholm efterfølgende misbrugte to straffekast i træk for gæsterne, lugtede Aalborg pludselig blod, da Marcus Mørk fik reduceret Tvis-føringen til blot 22-17.

Tættere på det mirakuløse comeback kom Aalborg Håndbold aldrig, og i stedet kunne Team Tvis Holstebro i kampens slutfase køre en komfortabel 28-21-sejr hjem.

Håvard Tvedten blev mest scorende for Aalborg Håndbold med syv træffere, mens Jonas Larholm nettede ni gange for Team Tvis Holstebro.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden