16-årig overfaldet af seks ukendte mænd på åben gade i Aalborg

En gruppe mænd overfaldt i weekenden en 16-årig på Kastetvej

Jesper Ramsing
Arkivfoto
Overfald 25. februar 2019 21:05 - Opdateret 25. februar 2019 21:05

AALBORG: En 16-årig ung mand har mandag middag anmeldt et særdeles groft overfald på åben gade i Aalborg.

Overfaldet skulle være sket omkring klokken 01.30 natten til søndag, hvor den 16-årige umotiveret blev overfaldet af seks ukendte mænd på Kastetvej, oplyser vagtchef Poul Badsberg.

Ifølge anmeldelsen var den 16-årige på vej over for at tage en bus, efter han havde været på besøg hos en ven.

Spurgte om stoffer

Pludselig passede de seks ukendte mænd ham op og spurgte, om han havde nogle stoffer.

Da han svarede nej, kvitterede de med at slå og sparke ham, mens han lå ned, fortæller vagtchefen.

Herefter forlod de stedet, og den 16-årige gik tilbage til sin ven, der ringede efter en ambulance.

Den 16-årige blev kørt på sygehuset til behandling for knubs. Ifølge vagtchefen er han ikke kommet alvorligt til skade.

Søger vidner

Politiet har kun et sparsomt signalement af de seks overfaldsmænd. Ifølge den 16-årige var mændene iført mørke jakker og bukser, og i hvert fald en af mændene var af udenlandsk herkomst.

Politiet vil derfor gerne i kontakt med eventuelle vidner til overfaldet natten til søndag.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...