25 døde sæler og hvaler skæres op i Aalborg
Forskere fra hele landet undersøger døde havpattedyr - du kan se med
AALBORG: Det kommer nok til at se voldsomt ud, men det sker i en god sags tjeneste.
I næste uge vil 25 sæler og små hvaler blive skåret op på Aalborg Universitet - og du kan se med.
De mange havpattedyr er fundet døde langs kysterne, og nu skal de obduceres og undersøges nærmere. Blandt andet for at finde ud af, om de er døde af sygdom, eller fordi de forvildede sig ind i fiskernes net.
Obduktionen på Aalborg Universitet sker som led i den nationale overvågning af havpattedyr. Samtidig er det en form for grundforskning, for selv om hverken sæler eller marsvin er sjældne i danske farvande, er der stadig ubesvarede spørgsmål om disse dyr.
Flere fundet døde
De seneste år er der fundet endnu flere døde havpattedyr langs danske strande, men hvorfor?
Aalborg Universitets Institut for Kemi og Biovidenskab står for obduktionen af alle indleverede døde havpattedyr i landet - dog kun dyr, der ikke er gået i forrådnelse.
De seneste to år har universitetet fået indleveret omkring 100 døde havpattedyr årligt, omtrent en fordobling i forhold til tidligere.
- Vi får flere døde dyr ind til undersøgelse, men det kan have noget at gøre med corona. Flere borgere går tur i naturen og indrapporterer døde dyr, fortæller seniorforsker Sussie Pagh fra Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.
Derfor er det en pæn samling af friske, døde havpattedyr - sæler og marsvin - som skæres op på universitetet torsdag 17. november.
Her vil forskere og studerende fra universitetet deltage sammen med kolleger fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet, dyrlæger og folk fra Fiskerimuseet i Esbjerg, der følger bestanden af havpattedyr i danske farvande.
- Vi kan på den måde følge havpattedyrenes sundhedstilstand. Når de strander og dør, får vi en masse biologisk viden om dem, for eksempel aldersfordeling med mere, siger Sussie Pagh.
Næbhvalen fra Voerså
Hvis du har lyst til at se med, når de mange sæler og marsvin obduceres, skal du tilmelde dig senest 16. november - se mere her.
Arrangementet starter 17. november kl. 16.30 hos Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet.
Universitetet har tidligere i år obduceret en næbhval, der strandede ved Voerså og døde. Universitetet undersøger også andre døde, vilde dyr som led i faldvildt-ordningen. Det kan du læse mere om på vildedyrssundhed.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.