27-årig i opsigtsvækkende retssag: Planer om blodige skoleskyderier foldes ud i retten
Sagen mod en 27-årig mand fra Hobro, der er tiltalt for drabsforsøg, begynder mandag ved Retten i Aalborg

Arkivfoto Lars Pauli
HOBRO:En af de mest opsigtsvækkende sager i Nordjylland i flere år, begynder mandag ved Retten i Aalborg.
Her er en 27-årige mand fra Hobro tiltalt for at have planlagt at dræbe børn i flere skoleskyderier i både Nordjylland og Østjylland.
Manden er tiltalt for drabsforsøg, og ifølge anklagemyndigheden var manden så langt i planlægningen, at hans forfærdelige hensigter kun blev forpurret, fordi han blev anholdt af politiet 16. december 2020.
Anholdelsen skete blot tre dage efter, at den 27-årige havde bestilt en halvautomatisk riffel på darkweb.
Men ifølge politiet så havde manden været i gang med planlægningen siden 2015. Politiet har fundet et manifest samt videooptagelser, hvor den 27-årige skulle fortælle om sine planer om at udføre et masseskyderi, og derudover skulle manden have lavet research på flere skoler og fået skydefærdigheder i en skytteforening.
Det er han tiltalt for
Den 27-årige er blandt andet tiltalt for drabsforsøg for at have planlagt at dræbe flere i masseskyderier i Nord- og Østjylland.
Målene for skyderierne skulle være flere skoler og institutioner samt en børnehave.
Ifølge anklagemyndigheden skete planlægningen over en periode på mindst fem år fra 2015 til 16. december 2020.
Planlægningen bestod i:
Fra 2015 til 2019 at have skrevet et manifest med beskrivelse af sit ønske og planlægningen om at udføre et masseskyderi.
Fra den 26. juni 2019 frem til den 27. april 2020 at have lavet adskillige videooptagelser med beskrivelse af sit ønske om at udføre et masseskyderi.
At have opnået skydefærdigheder.
At have fået våbentilladelse og tilladelse til at opbevare våben på sin bopæl.
I marts 2018 at have anskaffet sig en bil, som skulle bruges i forbindelse med masseskyderierne.
I april og maj 2018 at have foretaget rekognoscering på flere skoler og uddannelsesinstitutioner i Århus-området.
At have foretaget adskillige søgninger på internettet og indhentet oplysninger om masseskyderier og skoleskyderier og gerningsmændene samt i foråret 2020 at have foretaget talrige søgninger og indhentet oplysninger om forskellige skoler og uddannelsesinstitutioner samt en børnehave i Nord- og Østjylland - blandt andet oplysninger om ringetider, antal elever og undervisningsskemaer.
I 2015 og 2017 at have anskaffet sig en pistol af mærket Colt, kaliber 22 og en 9 mm-pistol af mærket Glock, som han blandt andet opbevarede på sin bopæl sammen med magasiner, skarp ammunition samt en kniv på 18 centimeter. Det blev dog beslaglagt af politiet den 12. juni 2020.
At have foretaget talrige søgninger og indhentet oplysninger om skydevåben blandt andet i november og december 2020.
13. december 2020 på dark web at have oprettet en ordre på køb af en AR-15 riffel.
I løbet af 2018 at have anskaffet sig taktisk beklædning i form af en kasket, en striktrøje, en vest med flere forlommer, bukser, et nylonbælte, et par strømper, et par støvler samt et par handsker.
Derudover er den 27-årige tiltalt for overtrædelse af straffelovens strenge bestemmelse om ulovlig våbenbesiddelse, da han 27. marts 2020 kørte i bus med en skarpladt pistol.
Han er også tiltalt for at have opbevaret sin skarpladte 9 mm Glock i en skrivebordsskuffe.
En del af kvindehader-miljø
Ud af anklageskriftet kan man også læse, at politiet første gang stødte på den 27-årige i sommeren 2020, da han fik beslaglagt to pistoler og sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
Det skete på baggrund af en anmeldelse fra foreningen Digitalt Ansvar. Sammen med blandt andre Center for Digital Pædagogik har den 27-årige været i søgelyset i flere år.
Han har nemlig været særdeles aktiv i internetfora der sværger til incel-miljøet, som er et radikaliseret kvindehader-miljø.
Ifølge nogle af dem, der har forsket mest i dette miljø, var den 27-årige en af de mest voldsparate.
27-årig skal forklare sig
Der er afsat seks retsdage til sagen mod den 27-årige, og sagen kører som en nævningesag.
En af de mest interessante dele af retssagen bliver at høre den 27-åriges egen forklaring i sagen, og de første dage er også afsat til, at han skal afgive forklaring.
Derudover kommer det også frem under retssagen, hvilke skoler der, ifølge anklagemyndigheden, har været målet for den 27-årige.
Indtil nu har anklagemyndigheden ikke ønsket at konkretisere planlægningen, men blot holdt sig til, at der er tale om skoler i Nordjylland og Østjylland.
Derudover er der indkaldt en række vidner, ligesom der vil være en del dokumentation.
Nordjyske dækker sagen alle retsdage.
Der forventes at falde dom i sagen 3. februar.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.