85-årige Ejvin er Danmarks ældste bartender: - Her passer vi godt på hinanden

I 30 år drev Ejvin Jensen legendarisk værtshus i Aalborgs Vestby - da han fyldte 80, skrev han ti-årig kontrakt med Café Buddha, hvor han stadig serverer pilsnere - og røverhistorier

Ejvin Jensen er oprindelig udlært guldsmed, men det eneste "guld" han har håndteret gennem årene, er de gyldne, flydende dråber. Det håndelag praktiserer han stadig på Cafè Buddha i Aalborg. Foto: Torben Hansen

Ejvin Jensen er oprindelig udlært guldsmed, men det eneste "guld" han har håndteret gennem årene, er de gyldne, flydende dråber. Det håndelag praktiserer han stadig på Cafè Buddha i Aalborg. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Kejserpingviner fra Sydpolen og et heftigt liv med vodka og masser af damer. Der er nok at tage af fra erindringens skatkiste, når 85-årige Ejvin Jensen deler gavmildt ud af sine minder, samtidig med at han langer pilsnere over disken på Café Buddha på Kastetvej i Aalborg.

- Ejvin er et dejligt menneske, han har altid en røverhistorie i ærmet og tager sig god tid til at snakke, lyder det kærlige skudsmål fra indehaver Ngoc Møgelmose om Danmarks vel nok ældste bartender, Ejvin Jensen.

- Jeg har arbejdet som tjener og bartender i 63 år, men jeg er ikke udlært - bare tillært, lyder det med klukkende latter fra Ejvin Jensen, der i 30 år drev sit eget værtshus, Hos Doktoren, få hundrede meter derfra i Dannebrogsgade.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Stedet var præget af hygge, kammeratskab, fyraftensbajere og hjertevarme. Men også tiltagende regulær druk - og hyppige dødsfald blandt stamkunderne, husker Ejvin Jensen.

Værtshusets navn var inspireret af Ejvins tilnavn, "Doktor Dik", som opstod, da han i 1960-erne arbejdede på Langelinie i Brandstrupsgade. Her tog han kundernes ure i pant, når de ikke kunne betale.

Nu er Ejvin Jensen hver søndag at finde bag bardisken på Café Buddha. Fordi han synes, at det er hyggeligt - og fordi han er hyggelig, lyder det fra indehaver Ngoc Møgelmose, der har drevet stedet i 12 år - de seneste år i kompagniskab med Mette Bovtrup.

Indehaverne Mette Bovtrup og Ngoc Møgelmose passer godt på Ejvin - derfor har de besluttet, at han først må servere igen til september. Men han kan ikke lade være med hyppigt at smutte indenom Café Buddha, for at sige hej til sine "piger". Foto: Torben Hansen

Indehaverne Mette Bovtrup og Ngoc Møgelmose passer godt på Ejvin - derfor har de besluttet, at han først må servere igen til september. Men han kan ikke lade være med hyppigt at smutte indenom Café Buddha, for at sige hej til sine "piger". Foto: Torben Hansen

Det er afgjort en af branchens mest hærdede mænd, de to kvinder har i deres brød.

Doktoren hviler - ikke

Ejvin Jensen var 70 år, da han i 2005 drejede nøglen om på værtshuset i Dannebrogsgade, for at give plads til boliger. Dengang troede alle, at værtshusholderen nu ville gå på pension.

I respekt for Ejvins mangeårige virke, opsatte ejeren et mindesmærke med ordene "Her hviler Doktoren".

Ejvin Jensen glæder sig over, at han - som en af de få - har fået en mindeplade, mens han stadig er i live: Den sidder på ejendommen Danmarksgade 21, hvor han i 30 år drev værtshuset Hos Doktoren. Foto: Torben Hansen

Ejvin Jensen glæder sig over, at han - som en af de få - har fået en mindeplade, mens han stadig er i live: Den sidder på ejendommen Danmarksgade 21, hvor han i 30 år drev værtshuset Hos Doktoren. Foto: Torben Hansen

- Men jeg skulle s'gu ikke hvile mig, griner Ejvin, der i mange år derefter serverede på blandt andet værtshuset Munken i Absalonsgade.

Da Ejvin Jensen og Ngoc Møgelmose løb på hinanden, var der ikke tvivl om, at hans fremtid som bartender lå på Café Buddha. Som 80-årig skrev han en ti-årig kontrakt, og de første år havde han fast tjans to dage om ugen - fra klokken 8 morgen til klokken 1 om natten.

Nu lyder hans vagt på "søndage fra 7.30-12".

Passer på hinanden

- Det betyder rigtig meget, at vi har Ejvin her, han er så rolig og helt uden stress, og han spreder en dejlig stemning, siger Ngoc Møgelmose og Mette Bovtrup.

På Café Buddha finder man noget af det samme kammeratskab og den hjertevarme, som herskede på Ejvins gamle værtshus.

Holdningen er, at det ikke blot handler om at lange øl over disken. Indehaverne sætter en ære i at tage hånd om kunderne og interesserer sig for deres liv.

De to kvinders kompagniskab har blandt andet ført til en række festlige og populære videoer på Café Buddhas Facebookside, hvor de under den 61-dage lange corona-lukning bevægede sig rundt i kvarteret med en trappestige, kiggede over hegn, hække, og op på altaner, for at vinke til stamkunderne og se hvordan de klarede sig indtil genåbningen 19. maj.

Deres løjer er meget betegnende for den helt særlige stemning, der hersker blandt personale og kunder på Café Buddha, og som også kendetegnede Ejvins eget værtshus.

- Det er nok derfor vi svinger så godt, mener Ejvin og hans "piger".

Vestbyens lille socialkontor

"Hos Doktoren" var nemlig så meget mere end bare et værtshus. Det blev kaldt "Vestbyens lille Socialkontor", fordi Ejvin tog særligt hånd om de knap 100 faste stamgæster, der frekventerede værtshuset.

Gennem 30 år kom han helt tæt på dem, lærte deres liv og udfordringer at kende, og dem var der mange af. Nogle fik hjælp til at betale husleje og fagforening, andre til at tyde indholdet i de breve, der kom fra kommunen.

Ejvin har ofte gennem årene arrangeret begravelse for stamgæster, for i mange tilfælde udgjorde kammeraterne på værtshuset "den nærmeste familie".

Det var ikke de sundeste liv, der gik gennem døren for at indtage deres daglige "medicin" Hos Doktoren. Ejvin skønner, at han gennem årene måtte tage afsked med op imod 40 stamgæster.

En god læremester

Ngoc Møgelmose fortæller, at Ejvin nærmest har været en slags læremester for hende - både når det gælder de gode og de mere hårde sider af værtshusmiljøet.

- Han har lært mig meget om at drive forretning, og hans store indsigt og menneskekundskab er god at trække på, når man skal håndtere de mange forskellige typer kunder - på godt og ondt, siger hun.

Ejvin Jensen er kendt i hele Vestbyen og 10-15, af hans gamle stamkunder er fulgt med til Café Buddha, hvor indehaverne glæder sig over at "de gamle" holder ved.

- Det er hyggeligt, at vi har et mix af unge og ældre, siger Ngoc Møgelmose.

- De unge nyder også at snakke med "de gamle" og få nogle gode røverhistorier, og de har stor respekt for de ældre, har Ngoc lagt mærke til.

Ejvin Jensen har været en god læremester, fortæller indehaver Ngoc Møgelmose, Café Buddha. Foto: Torben Hansen

Ejvin Jensen har været en god læremester, fortæller indehaver Ngoc Møgelmose, Café Buddha. Foto: Torben Hansen

De passer tydeligvis godt på hinanden på Café Buddha. Da Ngoc forleden ikke kunne få fat i Ejvin, blev hun bekymret og kontaktede hans søn. Det viste sig heldigvis, at der bare var bøvl med telefonen, og en af stamgæsterne kørte ud til Ejvin og hjalp ham med at få den fixet.

Et hårdt liv

Arbejdet i værtshusbranchen har været et hårdt liv, lyder det fra den stadigt aktive 85-årige.

- Men også et dejligt og spændende liv, som jeg ikke kunne have tænkt mig anderledes.

I Ejvins unge dage drak man tæt, også som bartender, og var sjældent ædru, når man stod op igen. Forlyder det fra een, der ved, hvad han taler om. Det hårde liv er slut for Ejvins vedkommende.

- I 20 år drak jeg kun vand og vodka, det var mit kendetegn. Nu er jeg gået over til lidt mildere sager, lyder det fra Ejvin Jensen. Foto: Torben Hansen

- I 20 år drak jeg kun vand og vodka, det var mit kendetegn. Nu er jeg gået over til lidt mildere sager, lyder det fra Ejvin Jensen. Foto: Torben Hansen

- I 20 år drak jeg kun vand og vodka, det var mit kendetegn. Nu er jeg gået over til lidt mildere sager, smiler han.

Nu står den på vand - og så Baileys og en enkelt gang en Mokaï.

- Og så spiser jeg frygtelig mange grøntsager, det er godt til at styre min sukkersyge, som er den eneste skavank, jeg slås med, fortæller han.

For nylig fejrede Ejvin sin 85-års fødselsdag med nogle kammerater på Holles Vinstue. Siden drog han til København, og blev fejret af venner og familie på Dyrehavsbakken.

Der skulle også have været fest for ham på Café Buddha, men den har han til gode på grund af corona-virussen.

Glad for damer

Ejvin Jensen var gift i 20 år og har tre børn. Ægteskabet holdt ikke, men han er stadig gode venner med eks-konen, fortæller han.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Men der var sgu alt for mange damer i værtshusmiljøet, og dem var jeg vældig glad for, kommer det med et skævt smil.

- Det er du da stadig, råber Ngoc og Mette i munden på hinanden, og fortæller, at Ejvin flirter med alle hunkønsvæsener, der kommer i nærheden.

- Han kan bare ikke huske hvorfor, afbryder stamkunde Søren med et grin fra den anden side af baren.

- ... og damerne er også vilde med ham, tilføjer Ngoc og Mette.

Søren er i øvrigt en af de gamle stamkunder, som har fulgt Ejvin helt tilbage fra værtshuset i Dannebrogsgade. Han optræder såmænd også på et foto i NORDJYSKE tilbage fra 2005, den dag Ejvin Jensen drejede nøglen om Hos Doktoren.

Se billeder fra Ejvins værtshus i Dannebrogsgade, der lukkede i 2005:

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hårdere miljø

På trods af de kærlige drillerier og den afslappede stemning der hersker på Café Buddha, er miljøet ifølge Ejvin Jensen blevet stadigt mere hårdkogt gennem årene. Flere er på stoffer, og når der er fodboldkamp i byen, og Café Buddha indvaderes af opstemte fans, så har Ejvin for længst trukket sig tilbage til hjemmet i Peder Skrams Gade.

- Det gider jeg ikke, for selvom jeg har været vant til at håndtere berusede gæster, og såmænd også narkomaner, hele livet, så er der kommet noget ondskabsfuldt og utilregneligt ind over, med de stoffer de unge tager i dag. Det er trist.

Selvom han fører sig frem som en "indfødt", er Ejvin Jensen oprindelig københavner. Født i 1935 på Nørrebro i en søskendeflok på seks. Som 14-årig blev han ansat som piccolo på Palace Hotel på Rådhuspladsen og allerede dér var han overbevist om, at det var den branche han skulle arbejde i.

Uddannet guldsmed - på langfart

- Jeg vidste, at jeg skulle have med mennesker at gøre, og først kom jeg ud at sejle med nogle store skibe på langfart.

Ejvins far mente dog, at han skulle lære et håndværksfag. Det er de færreste der ved, at Ejvin oprindelig er uddannet guldsmed, for det "guld" han siden har haft i hænderne, har udelukkende været luksusudgaven af den gyldne, flydende humlebryg - med ekstra procenter.

Der står 1935 på dåbsattesten, men Ejvin Jensen kan stadig uden problemer servere "en omgang" på Café Buddha. Foto: Torben Hansen

Der står 1935 på dåbsattesten, men Ejvin Jensen kan stadig uden problemer servere "en omgang" på Café Buddha. Foto: Torben Hansen

Så snart han fik svendebrev, meldte han sig igen hos et rederi og drog på langfart. Han sejlede blandt andet med franske og australske videnskabsfolk til Antarktis og Grønland, og stod for servering af dagens måltider.

På en ekspedition til Sydpolen i 1963 indfangede besætningen 16 kejserpingviner, der blev fragtet med skibet tilbage til Aalborg, hvor de i mange år levede i Aalborg Zoo.

- Den sidste kan man stadig se deroppe, men den er udstoppet, fortæller Ejvin.

Ligger til familien

Fire af Ejvin Jensens søskende lever stadig, og tjenerfaget er udbredt i familien. Hans 75-årige lillebror arbejder som tjener på et værtshus i København, og en anden - nu afdød - bror var i 25 år overtjener i restaurant Grøften i Tivoli, hvor han efterfølgende blev hædret med en mindeplade.

- Men jeg er stolt over, at jeg har fået min mindeplade, mens jeg stadig er i live, griner Ejvin Jensen.

På grund af coronaen kommer Ejvin Jensen i øjeblikket kun forbi Café Buddha på kortere besøg. Det har "damerne" besluttet, for at han ikke skal udsættes for alt for mange mennesker og dermed smittefare, fra sin udsatte post som bartender. Aftalen er, at han fra september genoptager sin søndagstjans, og det glæder alle sig til.

- Det er det miljø, jeg har været i hele mit liv, jeg elsker det, og fortsætter så længe jeg kan, lyder det fra Ejvin Jensen, der - på trods af karantænen - tager imod et par ordrer og langer pilsnere over disken, nu hvor han er der alligevel.

Ejvin Jensen blev hyldet på Café Buddhas Facebook-side, da han fyldte 85 år - og lykønskningerne væltede ind.

Ejvin Jensen blev hyldet på Café Buddhas Facebook-side, da han fyldte 85 år - og lykønskningerne væltede ind.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.