AAU-studerende om svindel af ældre: - De tager alle, der hedder Gerda og Inge i Nordjylland
Dybt organiserede kriminelle netværk går målrettet efter kvinder højt oppe i årene, når de forsøger af svindle penge fra dem, viser studie fra Aalborg
Opdateret kl. 18:20
Rutinerede kriminelle netværk tjener typisk omkring 60.000 kroner om dagen på at snyde ældre mennesker.
Det viser en kortlægning fra Aalborg Universitet.
Kortlægningen afslører, hvordan organiserede kriminelle systematisk udnytter ældre borgere med såkaldt bankbuds-svindel.
Det typiske offer er en 81-årig kvinde.
Hun ringes op af en "caller", som udgiver sig for at være fra hendes bank. Da han typisk har en masse information om kvinden såsom CPR-nummer og bankkonti, tror hun på ham.
Efter samtalen møder han eller en anden op på kvindens adresse, og med sig hjem får han typisk både kontanter og betalingskort.
Kortene bruges til at hæve kontanter fra en nærliggende hæveautomat.
Den 81-årige kvinde opdager sandsynligvis først senere, at hun er blevet svindlet.
Kriminalitetsformen "bankbuds-bedrageri" er i kraftig stigning. Omkring 200 danskere bliver hver måned ofre for de falske bankbude.
Undersøgelsen fra Aalborg Universitet afdækker, hvordan bedragerierne foregår.
- Det er ikke tilfældige forbrydelser begået af desperate enkeltpersoner. Det er organiserede, profitorienterede netværk med en klar rollefordeling og systematiske arbejdsmetoder.
- Forskning fra Aalborg Universitet dokumenterer for første gang en aktuel og kompleks bedrageriform.
- Undersøgelsen kortlægger syv kriminelle netværks organisering, systematiske udvælgelse af ofre samt manipulations-teknikker, som praktiseres af svindlerne.
- Forskningen viser, at der svindles for omfattende pengebeløb. I alt er der identificeret svindel for 5,6 millioner kroner fordelt på de kortlagte netværk.
- Resultaterne viser, at kriminaliteten er organiseret med en klar rollefordeling og et hierarki samt velovervejede hævnings- og aktivitetsmønstre med fokus på profitmaksimering fra start til slut.
Det fortæller Freja Hvilsom Andersen, en af de to specialestuderende bag undersøgelsen.
Den afslører en hierarkisk struktur med forskellige roller:
Eksterne aktører, der leverer stjålne personoplysninger. Bagmænd, som administrerer operationerne. "Callere", der ringer og manipulerer ofrene. Og "bankbude", der afhenter værdier og hæver kontanter.
Undersøgelsen afslører desuden et mønster i valget af ofre. 90 procent af dem er kvinder med en gennemsnitsalder på 81 år.
De hedder typisk Inge, Else, Ellen, Åse, Herdis, Grete, Gerda eller Ruth. De er hjemme i dagtimerne, har kontanter i hjemmet og har en høj grad af tillid til folk, der optræder med autoritet.
Svindlerne laver systematisk navnelister, hvor de tager alle, der hedder Gerda og Inge i Nordjylland, og så bevæger de sig ellers videre geografisk.
- Svindlerne køber pakker på nettet med personlige oplysninger - såkaldte "fullz" - og udvælger målrettet deres ofre. De har en manual, som de går frem efter, og ved præcis, hvordan de manipulerer deres ofre, siger specialestuderende Julie Malene Thomsen.
De to specialestuderende har optrevlet syv kriminelle bankbudsnetværk over hele landet. Og som stod for svindel for 5,6 millioner kroner.
Det gennemsnitlige økonomiske tab per offer er 33.756 kroner, mens netværkene i gennemsnit tjener 60.330 kroner per "arbejdsdag".
De to specialestuderendes bedste råd til alle ældre, der bliver ringet op af deres bank er: Læg på - og ring så selv til banken bagefter.
- For når netværkene får fat i dig, bliver du udsat for en veltrænet svindler i timevis, som har et helt manuskript til, hvordan du skal manipuleres, siger Freja Hvilsom Andersen.
De to kvinder bag kortlægningen vurderer, at omfanget kan være langt større, end de officielle tal viser.
Mange ældre anmelder nemlig ikke svindlen.
- For mange er det forbundet med skyld og skam. Familien klandrer dem måske for, at de faldt for snyderiet, så det påvirker de ældre meget psykisk, siger Julie Malene Thomsen.
Ældre Sagen deler bekymringen.
- Groft sagt er bankrøverierne flyttet ind i stuerne, og ofrene bliver udsat for en manipulerende og udspekuleret organiseret kriminalitet, siger Louise Kambjerre Scheel, jurist og seniorkonsulent i Ældresagens afdeling for samfundsanalyse i en skriftlig kommentar.
- Forbryderne efterlader dem med bekymringen over det økonomiske tab, men desværre også med et stort tab af tillid til andre mennesker.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.