Aktionsgruppe fylder år: – Selv transportministeren bærer T–shirt med vores logo
12 aktioner og to festivaler senere: Aktionsgruppen Egholm-Motorvejen Nej Tak fylder et år. Vi har bedt dem gøre status
Opdateret kl. 15:26
AALBORG: Aktionsgruppen Egholm-Motorvejen Nej Tak fylder et år. Det fejrer de på fredag med festen Egholm fra A – Z, hvor aktionsgruppen udover livemusik og mad fra Restaurant Kronborg byder på en række oplæg om Egholm og aktionsgruppen.
Men hvor står de så i dag et år senere? Torben Skovgaard, medlem af aktionsgruppen, giver her sit bud.
Hvilken betydning har aktionsgruppen for dig at se haft i det forgangne år?
– Jeg tror, at den har givet interessen for at debattere en 3. limfjordsforbindelse ny vind i sejlene. Vi kan se, at debatniveauet et steget betragteligt, blandt andet i NORDJYSKE, hvor der nærmest ikke går en dag uden debat. Diskussionen er også for alvor flyttet ind på folketingets gange og i forskellige samråd, blandt andet i Trafikudvalget, hvor vi har deltaget i møde. Og så har borgerne, der bor langs en linjeføring af en eventuel Egholm-Motorvej, fået bedre indsigt i konsekvenserne, f.eks. i forhold til støj, forurening, plante- og dyreliv.
– Siden november har vi gennemført 12 aktioner og afholdt to festivaler samt solgt masser af “Egholm Motorvejen Nej Tak” t-shirts mv. Selv den nye transportminister har takket ja til at bære en t–shirt med logoet.
Er der udvikling i tilslutningen til jer?
– Generelt kommer der flere til alle arrangementer. Til medlemsmødet i ”Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholm-linjen” i sidste uge deltog over 80. Det samme gør sig gældende til vores initiativer. På vores festival på Egholm i september deltog over 500 gæster udover de, der bor på øen. Ikke sjældent har vi været omkring 50 - 60 stykker, når vi har sunget velkommen til byrådsmedlemmerne til deres møder. I starten var vi lidt usynlige. Vi måtte ikke bære vores skilte og fotografier med ind i byrådssalen, men så har vi fået lavet vores flotte T-shirts.
Har I rokket ved noget i byrådet?
– Ja, det tror jeg, vi har. Den stigende aktivitet fra Thomas Kastrup og Aalborg Alliancen kan godt indikere, at de føler større behov for promovering af deres ønsker. Men jeg ved fra flere byrådsmedlemmer, at de har en ”bekymring” for, om der overhovedet kommer en ny forbindelse, og om det bliver en vestlig eller østlig forbindelse. Nogle har selv nævnt det i byrådssalen, andre i samtaler med mig.
– Også transportministeren og statsministeren har flyttet sig. Nu er der ”rent bord”. Folketinget skal først have styr på klimaet, diversiteten, miljøet osv. Først efter vedtagelsen af en ny klimahandlingsplan kan det blive aktuelt at diskutere infrastruktur, herunder offentlig transport og motorveje i Danmark. Det er indlysende, at når man vedtager en helt ny klimalov om en forpligtende 70 pct. reduktion af klimagasser i 2030, så har det konsekvenser for, hvordan vi fremover transporterer os. Og dermed for, hvor der skal opføres motorvej.
Fødselsdagsfesten foregår fredag 7. februar kl. 16 til 24 i Søndergade 12, gården, Aalborg. Arrangementet kræver tilmelding for at undgå madspil.
Aktionsgruppen blev dannet i 2019 og har siden da afholdt 12 aktioner, lavet to flashmob videoer og afholdt to festivaler, samt rejst 30.000 kr. til “Foreningen Egholms Venner”. Op til folketingsvalget omdelte de 10.000 postkort med oplysninger og billede af den præcise linjeføring og dens konsekvenser for lige præcis det område, folk bor i.
De har lidt over 1.000 følgere på Facebook og 22 aktive frivillige, der står bag aktioner og events.
Hvad er den største udfordring lige nu for jer at se?
– Thomas Kastrup og Aalborg Alliancen bruger vanvittigt mange penge og politiske kræfter på at fylde borgerne med halve sandheder. Det går også ud over transportministeren, der bliver presset til at gå imod sin fornuft og intention om at vaske tavlen ren.
– Den største udfordring lige nu er dog at vinde kampen for en ordentligt VVM-undersøgelse, der tager alle perspektiver med og genundersøger de forskellige muligheder fra øst til vest, kollektiv transport, anderledes til- og frakørselsveje, intelligent trafikbelysning osv. Det, der kommer frem, skal borgerne have mulighed for at komme med indsigelser til. I 2011 så vi det største antal indsigelser på landsplan fra borgere i Nordjylland, der ikke ønskede en Egholm-Motorvej.
Transportminister Benny Engelbrecht har flere gange understreget, at også elbiler skal have gode veje at køre på, og at en ekstra Limfjordsforbindelse er et vigtigt projekt, som naturligt indgår i de kommende forhandlinger. Og at han ikke har nogen planer om at droppe aftalen fra 2014, hvor en kreds af partier har aftalt, at den skal gå vest om Aalborg over Egholm.
– Transportministeren har senere udtalt, at inden, man vurderer og træffer beslutning om en infrastrukturplan, der skal alt om klima, miljø osv være fastlagt. Det vil danne grundlaget for kommende beslutninger.
Nogen vil sige, at I kæmper imod vindmøller? Ifølge flere politikere er motorvejen reelt vedtaget – også på Christiansborg!
– Der er ikke truffet nogen som helst beslutning på Christiansborg, og det er efterhånden gået op for mange. Kampen er på ingen måde slut, selvom medier og politikere ofte giver et andet indtryk. Vi er slet ikke gået i gang med at oplyse borgerne om, hvilke yderst sundhedsskadelige og økonomiske konsekvenser, der er ved at grave en tunnel i et område med dumpet asbest. Vi fortsætter ufortrødent og glæder os til et nyt år med nye aktioner og aktiviteter på tegnebrættet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.