Mand faldt ned i 2,5 meter dybt hul

Manden var kold og forslået, men ved bevidsthed

Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Opdateret 27. november 2024 kl. 07:17

Opdatering: Personen er kommet op af hullet

Nordjyllands Beredskab hastede tirsdag aften til Kræmmergade i Nibe, hvor meldingen lød, at en person var faldet ned i et dybt hul på 2,5 meter.

Det skulle vise sig, at der var tale om et hul, der var udgravet i forbindelse med vejarbejde.

- Det er en mand, som på en eller anden måde har forceret en afspærring, der har været, og så er han faldet ned i sådan en gravekasse, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Anders Brosbøl.

Da beredskabet nåede frem til adressen, lå den 33-årige nede i hullet og kunne ikke bevæge sig.

- Han var klemt fast mellem gravekassen og skrænten på jorden 2,5 meter nede, siger indsatslederen.

Brandfolkene måtte selv hoppe ned i hullet for at løfte manden op af derfra. Da manden var sikkert oppe af hullet, blev han hentet af en ambulance og kørt til skadestuen.

Indsatslederen har svært ved at vurdere mandens tilstand, men oplyser, at han var ved bevidsthed.

- Han frøs selvfølgelig og var helt sikkert forslået og havde det ikke særlig rart med at ligge dernede, siger Anders Brosbøl.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden