Ankede sin dom: 55-årig fik højere straf for trafikdrab
Der kom tre måneder oveni puljen, da sag kørte ved landsretten
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:25
NØRRESUNDBY: I januar blev en 55-årig mand idømt et år og ni måneders fængsel for uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder. Herudover blev han frakendt førerretten i fem år.
Baggrunden for sagen var, at den 55-årige kørte beruset og hensynsløst, og at han var skyld i en trafikulykke på Toftevej i Nørresundby 5. november 2019, hvor en passager i bilen blev dræbt.
Efter retssagen i byretten kærede den 55-årige straks dommen til landsretten. Sagen er nu afgjort i Vestre Landsret, og den endte med en skærpelse af straffen.
Straffen blev således sat op til 2 års fængsel, oplyser Statsadvokaten i Viborg på Twitter.