Bilist havde en promille på over to - nu udvises han af landet
49-årig mand fik dom med det samme, da han torsdag blev fremstillet for en dommer
AALBORG: Det har fået store konsekvenser for en 49-årig, udenlandsk mand, at han kørte spritkørsel i Aalborg i november.
Nu er han blevet idømt en fængselsstraf og udvisning af landet. Det oplyser anklager Eva Madsen.
Manden blev anholdt 24. november efter et trafikuheld på Einsteins Boulevard i Aalborg. Her blev han sigtet for spirituskørsel men løsladt igen efter at have fået taget en blodprøve.
Den viste efterfølgende, at manden promille var over to, hvilket takseres til 20 dages fængsel, fortæller Eva Madsen.
Derfor blev han anholdt onsdag og fremstillet i et grundlovsforhør torsdag morgen. Egentlig med henblik på at få ham varetægtsfængslet, men da han kunne erkende at have kørt spritkørsel, fik han en straksdom på 20 dage. Desuden er han frakendt førerretten i Danmark og udvises af landet i fire år.
Den 49-årige gik direkte til afsoning af dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.