Trafik

Bøderegnen fortsætter: Er du også blevet snydt af din GPS her?

- Det skal ikke være en bødefælde, siger rådmand

Hele strækningen her på Hobrovej er omfattet af fartgrænsen på 50 km/t. Men politiet har fotograferet tusinder af fartsyndere siden nytår.
Hele strækningen her på Hobrovej er omfattet af fartgrænsen på 50 km/t. Men politiet har fotograferet tusinder af fartsyndere siden nytår. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 14:10

AALBORG: Tusinder af bilister på en af de største veje i Aalborg har de seneste måneder fået fartbøder for tilsammen over tre millioner kroner.

Penge, der ryger i statskassen.

Fartgrænsen på en del af Hobrovej er sat ned fra 60 km/t til 50 km/t, nemlig strækningen fra krydset ved Ny Kærvej/Vestre Allé ud til Nibevej i Skalborg.

I forvejen er fartgrænsen 50 km/t på Hobrovej på resten af strækningen fra Aalborgs bymidte ud mod krydset Ny Kærvej/Vestre Alle, men den grænse gælder altså nu helt ud til Skalborg. 

Det sker af hensyn til trafiksikkerheden.

Der blitzes livligt i politiets fotokontrol-vogne, Arkivfoto: Ole Iversen

3000 fartbøder på tre måneder

Mange bilister har tilsyneladende overset den lavere fartgrænse, for automatiske trafikkontroller - politiets fotovogne - har blitzet tusinder af fartsyndere på strækningen. 

Omkring 3000 fartbøder på Hobrovej blev det til i årets første tre måneder.

Et højt tal, der også kom bag på politiet.

Bilistorganisationen FDM kommer nu med et forslag til kommunen - et forslag, der måske kan mindske bøderegnen til bilister på Hobrovej.

Kommunen lytter gerne til forslaget og vil overveje det.

- Ikke en undskyldning

- Når fartgrænsen sænkes fra 60 km/t til 50 km/t, er udfordringen ofte, at der ikke kommer nye skilte op, mens man i stedet fjerner de skilte, hvor der står 60 km/t. Når man er vant til at køre på strækningen, lægger man ikke nødvendigvis lige så hurtigt mærke til, at der mangler skilte med angivelse af fartgrænsen, end hvis der blev sat nye skilte op, siger chefkonsulent Dennis Lange fra FDM.

Sæt store plakater op, foreslår chefkonsulent Dennis Lange fra FDM Foto: FDM

- Det er ikke en undskyldning, men nærmere en forklaring på, at så forholdsvis mange bilister måske ikke har forstået det med den nye fartgrænse, tilføjer han.

Plakat-forslag

Dennis Lange foreslår, at Aalborg Kommune opsætter store plakater med "Husk 50 km/t" for at vejlede bilisterne på Hobrovej.

- Det vil være oplagt til at hjælpe bilisterne mere, siger han.

FDM-konsulenten understreger dog, at han ikke kender den konkrete skiltning på strækningen.

Politiets kontrol

Dennis Lange understreger, at de gældende hastighedsgrænser skal overholdes og finder ikke anledning til at kritisere politiet for de mange fartbøder.

- Det er den mulighed, politiet har, og en af deres opgaver er jo at kontrollere, at bilister ikke kører for stærkt, siger han.

Tidligere var fartgrænsen 60 km/t på dele af Hobrovej, men det er slut. Disse skilte er fjernet. Foto: Lars Pauli

GPS-fejl i rådmandsbil

Jan Nymark Thaysen (V), rådmand for By og Land-forvaltningen i Aalborg Kommune, har selv konstateret, at det kan være svært for bilister at opfatte, at hastighedsgrænsen på Hobrovej nu er sat ned til 50 km/t.

- Jeg kørte selv på Hobrovej forleden, og GPS'en i min bil blev ved med at sige, at fartgrænsen er 60 km/t, fortæller rådmanden.

- Mærkeligt at der skal gå så mange måneder, inden GPS'en bliver opdateret med den nye fartgrænse, tilføjer han.

Skal ikke være bødefælde

Rådmanden understreger, at der har været skiltet på Hobrovej med, at fartgrænsen sænkes til 50 km/t. Men rådmanden lytter gerne til FDM-forslaget om advarselsplakater med "husk 50 km/t". Det forslag vil han drøfte med stadsarkitekten.

- Vi bytter gerne rundt på skilte eller sætter større plakater op, hvis det kan hjælpe. Det er jo ikke planen, at det skal være en bødefælde, lyder det fra rådmanden.

300 fartsyndere på to dage

Nordjyllands Politi fortsætter de automatiske fartkontroller på Hobrovej, og der blitzes fortsat løs. 

På kun to dage i april blev der fotograferet omkring 300 fartsyndere på den store vej, oplyser politiet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden