Rystet rådmand: 3000 bilister fik fartbøde på samme strækning
Klar til at se på differentierede fartgrænser
Opdateret kl. 19:02
AALBORG: Det kan tage tid at tilegne sig nye vaner – også i trafikken.
I efteråret blev hastighedsgrænsen sat ned til 50 km/t flere steder i byen, men det er tilsyneladende ikke alle, der har opdaget det – eller også er de bare ligeglade.
Tallene fra Hobrovej taler i hvert fald deres tydelige sprog.
I årets første tre måneder har politiets fotovogn blitzet omkring 3000 bilister, alene på Hobrovej.
- Jeg er da noget chokeret over, at der stadig køres for stærkt på strækningen, siger by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).
Rådmanden forklarer, at da den nye fartgrænse lige var blevet indført, satte man gule skilte op, der gjorde bilisterne opmærksom på den nye fartgrænse. Derudover bad man også politiet holde sig væk, så der ikke blev givet fartbøder lige med det samme.
Men nu er de lempelige dage overstået.
- At det er så mange, det ryster mig.
For langsomt
Spørger man børne- og ungerådmanden, Morten Thiessen (K), var det en forkert beslutning, da man valgte at sætte hastighedsgrænsen ned på strækningen.
Han ser det store antal bøder som en naturlig konsekvens, når vejen ifølge ham indbyder til, at man skal køre hurtigere.
- Man kan dårligt bebrejde politiet, for de håndhæver bare den lov, der er, selvom den lige i det her tilfælde giver forbløffende lidt mening.
Fartgrænsen blev sat ned sidste år for at højne trafiksikkerheden. Men det argument køber børne- og ungerådmanden ikke i dette tilfælde.
- Så kunne vi jo sætte grænsen ned til 15 km/t alle steder. Så ville det altid være sikkert. Der er en risiko ved alting. En hastighedsgrænse skal altid være et fornuftigt trade-off mellem sikkerhed og fremkommelighed. Der er vi kommet for langt ned her.
Lille forskel i tid, stor i sikkerhed
Ifølge Jan Nymark Thaysen gør den nye fartgrænse dog ikke den store forskel, når det handler om fremkommelighed, og hvor hurtigt bilisterne kommer frem.
Rådmanden forklarer, at det nu tager omkring 15 sekunder længere at komme fra Ny Nibevej til Ny Kærvej. Og det er vel at mærke, hvis alle lyskryds er grønne, og der ikke er andre forhindringer, der holder én tilbage.
- Jeg tror mere, det er en følelse af at blive holdt tilbage, end det er reelt.
Hvorvidt hastighedsgrænsen er 50 eller 60 km/t gør dog en forskel på sikkerheden, mener rådmanden.
Syd for Ny Kærvej er der nemlig flere enfamiliehuse på Hobrovej, hvor borgerne bakker ind eller ud af deres indkørsler.
- Der kan nemt opstå farlige situationer. Så at sænke hastigheden til 50 km/t vil alt andet lige mindske uheldsfrekvensen. Og en kollision ved 50 km/t er også væsentlig mindre alvorlig, end en kollision ved 60 km/t.
Langsom opdatering
At der alligevel er så mange, der kører for stærkt på strækningen, kan skyldes andet end tunge speeder-fødder hos bilisterne.
En mulig årsag kan nemlig være, at mange nyere biler fortæller føreren, hvad hastighedsgrænsen er, der hvor man kører.
Men de kortdata, som bilerne eller bilisternes GPS-systemer bruger, er ikke altid lige godt opdateret.
Faktisk kan der gå ret lang tid, før kort-dataene er ført ajour, og bilen viser den korrekte hastighedsgrænse.
- Jeg har prøvet at forske lidt i det for at se, om vi ikke kunne gøre noget mere for at få de her GPS-udbydere til at ændre hastighedsgrænsen eller lave en hurtigere opdatering. Men det er uden for vores kontrol, forklarer Jan Nymark Thaysen.
Ifølge rådmanden opdaterer kommunen hastighedsgrænserne i et stort, centralt system. Det er så herfra, de enkelte udbydere selv skal trække det data ud og opdatere kortsystemerne i biler og GPS’er.
- Når vi laver vejarbejder, slår det næsten igennem med dags varsel. Så hvorfor det andet her går så langsomt, skal jeg ikke kunne sige.
- Du kan ikke tvinge de her enkeltudbydere til at trække dataene hjem. Det er op til dem selv, hvor tit de vil lave opdateringer. Men vi lægger ændringerne ud så hurtigt, de er der. Så vi kan ikke rigtig optimere mere på den proces.
Rådmanden understreger dog, at forkerte kortdata i bilen ikke er nogen undskyldning.
- Man skal køre efter skiltningen og ikke efter, hvad bilen siger.
Åben for differentierede grænse
Det er ikke kun Hobrovej, der fik en ny hastighedsgrænse i efteråret.
Rådmanden tænker også selv, at hastighedsændringerne har været mere relevant nogle steder end andre.
Hvis vejreglerne tillader det, er han derfor åben for at se på, om der kan laves differentierede fartgrænser, alt efter hvilken retning, man kører i.
Det er for eksempel tilfældet allerede i dag på Humlebakken, hvor man på en del af strækningen må køre 70 km/t i østgående retning og 60 km/t i vestgående retning.
- Hvis man kan gå ind og lave småjusteringer de steder, hvor der måske ikke er udfordringer med sikkerheden, er jeg klar til at kigge på det.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.