Rod i borgmesterens forvaltning

Borgmester mener ikke, støtte til TV2 Nord ser mistænkelig ud, og kalder høring for "standard"

Borgmesteren mener ikke, samhandlen med TV2 Nord tegner et skidt billede af ham og hans forvaltning. Hans byrådskollega mener til gengæld, det minder om syditalienske tilstande

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør i TV2 Nord, Mikael Justesen, sad i netværksgruppe sammen, da Aalborg Kommune første gang støttede TV2 Nord med 200.000 kroner.
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør i TV2 Nord, Mikael Justesen, sad i netværksgruppe sammen, da Aalborg Kommune første gang støttede TV2 Nord med 200.000 kroner. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret 21. februar 2023 kl. 08:09

AALBORG: Aalborg Kommune har gennem en årrække betalt over én million skattekroner til den licensfinansierede tv-station TV2 Nord.

Og det fik torsdag national opmærksomhed, da indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V), skrev, at Ankestyrelsen er gået ind i sagen.

Aalborg Kommune skal senest 8. marts have en redegørelse klar om, hvad der er foregået i forbindelse med udbetalingerne.

Borgmesteren er dog ikke nervøs over, at Ankestyrelsen er gået ind i sagen.

- Det er forholdsvis standard, at Ankestyrelsen har sendt en henvendelse. Det gjorde de også i forbindelse med 3F-sagen, siger Thomas Kastrup-Larsen (S), og henviser til sagen, hvor Aalborg Kommune to gange brød egne retningslinjer og betalte for velkomstreceptioner for 3F.

Ifølge borgmesteren var det forventeligt, fordi folketingsmedlem for Nye Borgerlige, Kim Edberg Andersen, stillede spørgsmål til TV2 Nord-sagen til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- Så er det klart, at i stedet for at hun skal udtale sig om sagen, så beder hun Ankestyrelsen om at kigge på det, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Afvist af styrelsen

Ankestyrelsen afviser dog, at det hænger sådan sammen.

Styrelsen skriver i en mail til Nordjyske, at spørgsmålet stillet af Kim Edberg Andersen eller svaret fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde ikke har haft indflydelse på deres beslutning om at gå ind i sagen.

- Høringen er sendt på baggrund af presseomtale, skriver styrelsen.

Og det er ikke helt almindeligt eller "standard", forklarer Roger Buch, kommunalforsker og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Ifølge hans vurdering bygger langt de fleste kommunale tilsynssager på henvendelser fra borgere, kommunalpolitikere eller andre, samt en del sager, hvor kommuner selv beder om en vurdering eller vejledende udtalelse. 

Sager, der bliver taget op efter medieomtale, er langt mindre udbredte.

- Det er bestemt ikke almindeligt. Mit bedste bud vil være, at ud af et par tusinde tilsynssager om året er der kun nogle få håndfulde, som udspringer af medieomtale, skriver han til Nordjyske.

Ankestyrelsen fører ikke statistik over, hvor mange sager, de rejser på baggrund af omtale i medierne. 

Men styrelsen oplyser, at de i 2019 behandlede 55 tilsynssager, hvor de ikke forinden havde fået en henvendelse fra en borger, mv. En del af dem blev behandlet på baggrund af medieomtale.

Ankestyrelsen vil på baggrund af høringssvaret fra Aalborg Kommune vurdere, om der er grundlag for at rejse en tilsynssag.

Det skriver Ankestyrelsen
  • Høring om mulig tilsynssag
  • Ankestyrelsen er på baggrund af tre artikler den 9., 25. og 26. januar 2023 på Nordjyske.dk blevet opmærksom på, at Aalborg Kommune ifølge det oplyste har ydet produktionsstøtte til TV2 Nord, herunder at kommunen har betalt 125.000 kr. til bl.a. leje af en helikopter i forbindelse med TV-stationens dækning af DGI Landsstævne i Aalborg i 2017 samt 200.000 kr. i forbindelse med TV-stationens dækning af Nibe Festival i 2018.
  • Det fremgår bl.a. af presseomtalen, at der ikke foreligger skriftlig dokumentation for bevilling af alle støttebeløb, og at der er uklarhed om hjemmelsgrundlaget og værdiansættelsen af ydelserne. Det fremgår også, at produktionsstøtten er blevet bevilget af borgmesteren. 
  • Vi beder Aalborg Kommune om en udtalelse på baggrund af presseomtalen.
  • Vi skal bruge udtalelsen til at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag.

Mener ikke, det ser problematisk ud

Som Nordjyske tidligere har beskrevet, er pengene til TV2 Nord betalt fra borgmesterens forvaltning.

Her har borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) ofte været involveret i sagsbehandlingen.

Borgmesteren har ikke ønsket at svare på konkrete spørgsmål, om hvordan det er foregået, på trods af at Nordjyske løbende har afsløret, at sagsbehandlingen har været mangelfuld.

Nordjyske har flere gange forsøgt at få borgmesteren til at forholde sig til det faktum, at han har godkendt udbetalinger til Mikael Justesen, adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør på TV2 Nord, som han tidligere har siddet i netværksgruppe med, uden at sikre sig tilstrækkelig skriftlig dokumentation.

Han har ikke tidligere ville svare på, hvilket indtryk det efterlader borgerne med. Men det vil han nu.

- Det sender ikke noget forkert billede, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Ligner noget fra Syditalien

Den holdning deler byrådskollega og rådmand Morten Thiessen (K) ikke.

Han har tidligere kritiseret tilskuddene til TV2 Nord. Og han er tilfreds med, at Ankestyrelsen nu går ind i sagen.

- Det er underligt, at Aalborg Kommune har betalt TV2 Nord for at løse den opgave, de er sat i verden for og får licensmidler til at løse, siger han og fortsætter:

- Ankestyrelsen kan som uvildig instans komme med et facit, vi kan forholde os til.

Når resultatet af høringen er klar, håber Morten Thiessen, at det er den sidste møgsag fra borgmesterens forvaltning.

- Jeg håber bare, vi slipper for flere sager, som får Aalborg til at ligne noget fra Syditalien.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden