Brand på herregård - flammerne slikkede op ad stort halmlager
Nordjyllands Beredskab nåede frem i tide til at forhindre branden i at sprede sig
Opdateret kl. 21:02
Søndag eftermiddag udbrød der brand i en stak halm, som lå ved et halmfyr på St. Restrup Herregård, der er beliggende på Restrup Kærvej mellem Aalborg og Nibe.
Nordjyllands Beredskab fik en anmeldelse af branden kort efter klokken 14.30.
Ilden nåede at sprede sig til et læbælte, hvor cirka 500 kvadratmeter af vegetationen er svedet af.
Den brændende halm stod placeret op ad et stort halmlager med bigballer, placeret i en af herregårdens driftsbygninger.
- Flammerne stod og slikkede op ad betonmuren, da vi ankom, så det var tæt på at få fat i halmlageret. Men vi nåede lige at få det slukket inden. Vi skulle ikke være kommet fem minutter senere, så havde der været ild i hele halmlageret, siger indsatsleder Anders Brosbøl, Nordjyllands Beredskab.
I stedet kunne han og mandskabet koncentrere sig om at få slukket halmbranden og ilden i vegetationen. En opgave som i alt tog halvanden times tid.
Der bliver dog et efterspil, da ejeren af stedet bliver sigtet efter beredskabsloven, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.
- Der er blevet tændt halm ved et halmfyr, og så har man placeret en halmballe foran fyret. På grund af varmepåvirkning, opstår der ild. Den uforsigtighed er skyld i, at der bliver brand, siger vagtchefen.
En overtrædelse af beredskabsloven udløser en bøde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.