Udspekuleret tyveri: Byttede dyr vin ud med billig
Morten Kristensen lover frit lejde og advarer folk, der får tilbudt en flaske portvin fra 1940
Opdateret kl. 16:32
VODSKOV: En ualmindeligt fræk tyv har været på spil hos Vin-Gaven i Vodskov, hvor vedkommende har snuppet en flaske Golden White portvin fra 1940 og byttet den ud med et langt billigere mærke.
Af samme grund ved indehaver Morten Kristensen ikke præcist, hvornår tyveriet er sket. For der gik et stykke tid, før han opdagede, at det var den forkerte vin, der stod i den dyre vins kasse.
- Så det var først tirsdag middag, jeg blev opmærksom på, at den var væk. For normalt går jeg hverken kigger til den eller ser på dens prismærke hver dag, så det var faktisk en sælger, der gjorde mig opmærksom på det, fortæller han.
Ifølge Morten Kristensen er der tale om en vin til 3695 kroner, men på en eller anden måde er den blevet byttet ud med en mere almindelig portvin til 300 kroner.
- Til at begynde med tænkte jeg, at det måske var en, der ville drille mig , som havde gemt flasken et andet sted i forretningen. Men nu har jeg været det hele igennem flere gange, og det det desværre ikke er tilfældet, forklarer han .
Oplevelsen har fået Morten Krtsiensen til at lave et opslag på Facebook, hvor han lover frit lejde, hvis tyven leverer den dyre vin tilbage inden weekenden eller betaler for den via Mobilepay.
- Det må jo være en, der har været inde i butikken på et tidspunkt. Men det er alligevel lidt mærkeligt, for alt salg foregår ved disken, hvor man står og ser hinanden i øjnene , og derfor har jeg også kun haft 3- 4 tyverier i de 15 år, jeg har haft butik her i hovedgaden, tilføjer han.
Da det stadig er koldt udenfor, gætter Morten Kristensen på, at tyven har skjult den dyre portvin under en tyk vinterjakke.
- Det er måske for meget at håbe på, at jeg får den tilbage igen. Men jeg valgte alligevel at lave Facebook-opslaget, for så kan vedkommende i hvert fald ikke nyde vinen sammen med nogen her fra lokalområdet eller forsøge at sælge den videre, pointerer han.
Får man tilbudt en flaske Rozès Golden White Colheita fra 1940 gælder det med andre ord om at være på vagt.
- Jeg har kun hørt om en anden forhandler her i Danmark, som har en tilsvarende flaske. Så den er ret sjælden, og derfor burde det heller ikke være muligt at sælge den uden, der opstår en mistanke, slutter Morten Kristensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.