Efterforskning fortsætter: - Vi betragter det som flere gerningssteder

Især to områder og to tidsrum er vigtige for politiet i efterforskningen

AALBORG:Politiet arbejder fortsat intensivt i sagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn. Især i Dronninglund Storskov, hvor dele af et menneskelig blev fundet torsdag eftermiddag.

Ligdelene er med al sandsynlighed den 22-årige kvinde, fortalte politiet torsdag aften på et pressemøde.

Politiet har siden fundet arbejdet intenst i Dronninglund Storskov, der er spærret af, og det arbejde kommer til at vare et stykke tid endnu, fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen.

- Vi leder efter spor efter gerningsmænd, og selvfølgelig også efter Mia. Og det arbejde kommer til at vare resten af dagen og måske også hen over weekenden, fortæller Frank Olsen.

Politiet har også fundet spor efter Mia i Hammer Bakker, hvor man mener, hun har været kort tid efter, hun blev samlet op af en bil på Vesterbro i Aalborg søndag morgen.

Frank Olsen fortæller, at politiet ikke har fastslået ét egentlig gerningssted, men at man arbejde med flere gerningssteder.

- Vi betragter det som flere gerningssteder, og vi behandler dem og undersøger dem som flere gerningssteder, siger han.

To tidspunkter er vigtige

Politiet har stadig brug for vidner i sagen, men nu er det især folk, der har været i Hammer Bakker og i Dronninglund Storskov, der efterlyses.

Og politiet har indkredset to tidspunkter, hvor man mener, at gerningsmanden eller gerningsmændene har været sammen med Mia.

- Vi har brug for at høre fra eventuelle vidner, der har været oppe omkring Sulsted Kirkevej og Hammer Bakker i tidsrummet fra søndag 6. februar i tidsrummet fra kl. 06.30 til 07.30, siger Frank Olsen.

Politiet søger også vidner, der har set en sort Golf 2.0 TDI fra 2015 på papegøjeplader i det tidsrum i Hammer Bakker. Det er den bil, som Mia blev samlet op af.

- Og så har vi brug for at høre fra eventuelle vidner, der har været i Dronninglund Storskov, særligt i tidsrummet fra mandag klokken 21.45 og til tirsdag klokke 05.15.

Lang efterforskning forude

Derudover efterforsker politiet også videre på de spor, som de har fundet i de to 36-årige mænds huse i Østervrå og Flauenskjold, ligesom der stadig skal undersøges mere videoovervågning, forhøringer og mange andre efterforskningsskridt, fortæller Frank Olsen.

Og det er et kæmpe arbejde, der tager tid - men som gerne skulle besvare nogle af de mange spørgsmål, der stadig er i sagen.

Blandt andet hvad der skete med Mia, efter hun blev samlet op, hvor gerningsstedet er, og hvad motivet til drabet kan være?

Helt uden for fatteevne

Selvom Frank Olsen er en erfaren efterforskningsleder, så lægger han ikke skjul, at den efterforskning, han har stået i spidsen for siden søndag aften, har været speciel.

- Det er en usædvanlig grov sag. Helt uden for fattevene, siger han.

- Jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde har haft en sag om en pige, der i god tro sætter sig ind i en bil for efterfølgende at blive dræbt, siger han.

Frank Olsen har samtidig roser til både sit eget politi - men også til offentligheden.

- Det har været en fuldstændig intens efterforskning, hvor der har været et forbilledligt samarbejde i hele organisationen. Og vi har haft en fremragende samarbejde med pressen og offentligheden, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.