Færre vil være sygeplejerske: Ledige pladser på uddannelsen for første gang i årevis

2.652 ansøgere har til midnat fået besked om, at de har fået en studieplads på Professionshøjskolen UCN. Mens flere uddannelser melder alt udsolgt, er der for første gang i flere år ledige pladser på uddannelserne til sygeplejerske, pædagog og bygningskonstruktør

Årets optag er lidt lavere end de to foregående år, men det er der ifølge UCN’s rektor en god forklaring på. <i>Arkivbilleder</i>

Årets optag er lidt lavere end de to foregående år, men det er der ifølge UCN’s rektor en god forklaring på. Arkivbilleder

NORDJYLLAND:På flere af UCN’s store uddannelser er der i år ledige studiepladser. Det gælder blandt andet på uddannelserne til sygeplejerske, pædagog og bygningskonstruktør. 

Hele 20 procent færre tager plads på sygeplejerskeuddannelsen sammenlignet med sidste år. På bygningskonstruktøruddannelsen er det tal 27 procent, og på pædagoguddannelsen er tallet 11 procent. Det er der dog naturlige forklaringer på, mener UCN's rektor.

- Efter to år med ekstraordinært stort optag på vores uddannelser på grund af corona er vi nu tilbage til niveauet før pandemien. Der er gode beskæftigelsesmuligheder for de unge, og de har igen mulighed for at rejse ud, og det kan naturligvis påvirke deres uddannelsesvalg, forklarer rektor Kristina Kristoffersen.

- Derudover spiller det også en rolle, hvordan vi snakker om fagene generelt. Både i medierne, men også privat. Her tænker jeg især på nogle af velfærdsuddannelserne som sygeplejerske og pædagog, hvor den samfundsdebat, der har været i år, helt sikkert også har haft en effekt på ansøgertallet, siger Kristina Kristoffersen.    

Selvom årets optag er lidt lavere end de to foregående år, er man hos UCN positive og opfordrer de unge til at søge nogle af de ledige studiepladser.

- Det er en ny situation, at vi har ledige pladser på nogle af vores store uddannelser, men vores sommerhold er langt henad vejen fyldt op, og der er rigtig gode muligheder for de unge for at søge ind til vinter. Så jeg vil opfordre til, at man griber chancen og søger en ledig studieplads, fortæller Kristina Kristoffersen. 

Også på lærer- og ergoterapeutuddannelsen er der plads til flere, mens man på uddannelserne til bl.a. fysioterapeut og jordemoder igen i år må afvise ansøgere. Et gennemsnit på minimum 10,0 skal der til for at få én af de eftertragtede pladser på jordemoderuddannelsen, hvor UCN må skuffe over 100 1. prioritetsansøgere.

God start for ny uddannelse

UCN’s nye uddannelse til bioanalytiker i Hjørring er kommet rigtig godt fra land. Her kan Kristina Kristoffersen glæde sig over, at alle 60 pladser er besat.

- Vi ser virkelig frem til at tage imod det første hold bioanalytikerstuderende til september. Det er en uddannelse, der i høj grad er brug for her i Nordjylland, og derfor har det stor betydning, at mange gerne vil ind på uddannelsen. Samtidig kan vi se, at mange af ansøgerne kommer fra Nordjylland, så der er god grund til at tro på, at de vælger at blive i det nordjyske efter uddannelsen, siger Kristina Kristoffersen.

Nordjyder, der drømmer om en fremtid som bioanalytiker, har indtil nu skullet til Aarhus eller længere væk for at studere.

IT-uddannelser er populære 

UCN’s rektor glæder sig ligeledes over, at professionshøjskolens IT-uddannelser har godt fat i de unge.

- Alt omkring os bliver digitaliseret i disse år, og der er mangel på dygtige IT-medarbejdere her i det nordjyske. Derfor er det rigtig godt at se, at vores IT-uddannelser fastholder interessen blandt de unge, og at vi på vores datamatikeruddannelse kan optage flere i år, forklarer Kristina Kristoffersen.

På IT-området uddanner UCN foruden datamatikere også IT-teknologer og multimediedesignere.

Kom man ikke ind på sin drømmeuddannelse, har UCN som nævnt ledige pladser på en række uddannelser både til sommer og vinter. Man kan se en oversigt over ledige studiepladser på UCN’s hjemmeside.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.