Gadens ejere håber på åbning af natteliv - men tør aalborgenserne overhovedet at tage i byen?
Nattelivet står måske for skud i næste fase af genåbningen, men med corona i blandt os, tør aalborgenserne så at tage afsted?
Opdateret 16. maj 2022 kl. 14:02
Åbner diskotekerne op igen i starten af august, når forsamlingsforbuddet efter planen sættes op?
Det håber flere diskoteksejere i Jomfru Ane Gade på, som NORDJYSKE tidligere har fortalt om.
Men såfremt de håbefulde ejere får deres ønske opfyldt, vil der så overhovedet være nogle gæster til at besøge stederne, når nu coronavirus stadig er i blandt os?
Vi har været på gaderne for at spørge nogle af dem, der nød nattelivet, inden virusset slog til.
Christina Petersen, 26 år
Savner du at komme ud i nattelivet?
Ja, det gør jeg da. Men jeg synes, at selvom der ikke er åbnet helt op, så kan man godt gøre det lidt. Men i forhold til, hvordan det har været før, så er det jo meget anderledes.
Hvis nattelivet åbner i starten af august, vil du så føle dig tryg ved at gå i byen?
Jeg har det lidt blandet med det. Når man får alkohol er det sværere at tage hensyn, og man mister lidt hæmningerne. Så jeg kan godt se, at hvis man åbner fuldt op, så er det lidt risikabelt.
Hvis der blev indført nogle restriktioner, vil du så tage i byen?
Jeg ved det ikke, for når man får alkohol, så holder folk ikke afstand. Det synes jeg allerede, man kan mærke, selvom der er åbnet lidt op nu, så bliver der ikke holdt afstand.
Er du nervøs for at blive smittet, hvis du tager ud i nattelivet, når det åbner?
Ja. Det synes jeg egentlig. Man kan godt selv tage hensyn, men jeg synes, det er risikabelt stadigvæk.
Magnus Janum (th), 17 år
Savner du at komme ud i nattelivet?
Ja, det vil jeg da sige. Det bliver da hyggeligt, hvis det bliver åbnet snart.
Hvis der blev indført nogle restriktioner, vil du så tage i byen?
Jeg ville nok teste det og se, om det var fedt, og hvis det var, så vil jeg jo gerne, men hvis ikke, vil jeg gå hjem.
Hvis nattelivet åbner fuldt nu, vil du så synes, det er forsvarligt?
Nej, det tror jeg ikke, at det ville. Der er jo meget stor smittefare, når man står så tæt inde på klubberne.
Caroline Andersen, 19 år
Savner du at komme ud i nattelivet?
Det gør jeg da, ja. Man var vant til en fredag eller lørdag aften at tage en tur i byen, så det gør jeg da helt klart.
Hvad er det ved det, du savner?
De gode byture med veninderne og møde nogle nye mennesker.
Hvad med at komme ud at danse?
Det gør jeg da. Jeg savner da floor.
Hvis nattelivet åbner i starten af august, vil du så føle dig tryg ved at gå i byen?
Jeg er lidt blandet med det. Jeg tror lige, jeg skal se an, hvor mange mennesker, der er.
Hvis der blev indført nogle restriktioner, vil du så føle dig mere tryg?
Ja, det synes jeg helt klart. Jeg ville være bange for lidt for mange mennesker. Man står meget tæt, og man spytter automatisk mere, når man snakker.
Hvis nattelivet åbner fuldt nu, vil du så synes, det er forsvarligt?
Det kommer lidt an på, hvordan smittetrykket er til den tid.
Er du nervøs for at blive smittet, hvis du tager ud i nattelivet, når det åbner?
Lidt. Jeg synes altid, man har det lidt i baghovedet, også bare når man går inde i byen, om man bliver smittet.
Amalie Hørslev Pedersen, 19 år
Savner du at komme ud i nattelivet?
Ja, jeg kan da godt mærke, at jeg savner det en lille smule, men jeg synes ikke, det er det største behov, jeg har for det. Men det bliver sjovt, når det hele åbner igen.
Hvad er det ved det, du savner?
Bare det med at møde en masse nye mennesker. Det har man ikke gjort så meget her under corona.
Hvis nattelivet åbner i starten af august, vil du så føle dig tryg ved at gå i byen?
Jeg tror, jeg ville tage nogle forbehold, for det bliver mange mennesker samlet. Jeg har prøvet nogle gange, hvor man har været i byen, hvor man har stået rigtig tæt. Jeg tror, jeg vil tage lidt afstand til folk og måske ikke tage derind til at starte med, for der bliver nok rigtig proppet. Vi har snakket meget om i vores vennegruppe, at det måske ville være bedre at udvide åbningstiderne gradvist i stedet for bare at åbne helt.
Hvis der blev indført nogle restriktioner, vil du så føle dig mere tryg?
Det tror jeg, at jeg ville. Jeg tror også, der ville komme ret mange fra andre regioner, især her om sommeren, hvor det er meget populært at tage forskellige steder hen og gå i byen. Så jeg tror, jeg ville være mere tryg, hvis der var nogle begrænsninger, så man ikke bare kunne tage alle godterne fra posen med det samme.
Hvis nattelivet åbner fuldt nu, vil du så synes, det er forsvarligt?
På en måde nej og på en måde ja. Det er ens eget valg, om man går derind, så jeg synes, det er fint, at det hele åbner op, og så må man som person selv finde ud af, hvad man har lyst til.
Hvis nattelivet åbner i starten af august, vil du så føle dig tryg ved at gå i byen?
Arh, måske ikke lige så meget som før, nu er der jo stadig corona.
Er du nervøs for at blive smittet, hvis du tager ud i nattelivet, når det åbner?
Ja, det ville jeg nok et eller andet sted. Der er jo rimelig stor smittefare.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.