Gitte fandt selv bilen, der kørte hendes hest ihjel

Gitte Guldhammer var på ferie, da hun fik beskeden om, at hendes hest var død

For Gitte er det svært at forstå, hvordan nogen kan have efterladt Saga i mørket på marken  <i>Foto: Henrik Bo</i>

For Gitte er det svært at forstå, hvordan nogen kan have efterladt Saga i mørket på marken  Foto: Henrik Bo

SVENSTRUP:Gitte Guldhammer har brugt de sidste par uger på at ride området mellem Svenstrup og Frejlev tyndt. 

Natten til 20. august blev hendes islænderhest Saga fra Mariesminde aflivet efter at være blevet kørt ned af en grå BMW med en ukendt fører. 

Saga var opstaldet ved Gittes veninde, mens Gitte og hendes mand var på ferie. Veninden blev vækket af et kæmpe rabalder klokken lidt over tre om natten. Få minutter senere kom en panisk hest løbende forbi vinduet, hvilket betød, at to hegn var blevet brudt ned. 

Veninden stod op for at få den løsslupne hest tilbage i en indhegning og hørte noget pusle fra nogle træer længere nede af marken. Her fandt hun Saga, der lå og prustede i choktilstand. Selv i mørket kunne hun se, at Saga var kommet slemt skadet. 

Politi og dyrlæge blev kontaktet. Dyrlægens melding var klar. Det var bedst, hvis Saga blev aflivet med det samme. 

Stolpen på jorden blev væltet i forbindelse med, at bilen kørte ind over marken.  <i>Foto: Henrik Bo</i>

Stolpen på jorden blev væltet i forbindelse med, at bilen kørte ind over marken.  Foto: Henrik Bo

En efterladt nummerplade 

Tilbage af bilen var stumper og tilfældigvis en nummerplade, hvilket betyder, at politiet kan slå bilen og dens ejer op. Ejeren aner dog ikke, hvor bilen er. 

Så Gittes veninde må finde en måde at overlevere nyheden om Sagas tragiske død. 

- Hun skriver til min mand først, for hun ved, at jeg ikke kommer til at tage det godt. Jeg har selv tilredet Saga og haft kontakt med hende dagligt i tre år, så jeg var utroligt knyttet til hende, fortæller Gitte Guldhammer, der næsten ikke kan få sig selv til at berette om det øjeblik, da hun fik beskeden. 

Hun har svært ved at forstå, hvordan man kan gøre sådan noget ved en hest.

- Jeg kan ikke forstå, hvordan man bare kan forlade et dyr på den måde. Den kunne jo have endt med at ligge der i flere timer. En hest er et kæledyr som alle andre, som nogen holder rigtigt meget af. Hvordan kan man gøre det mod andre? Det kan jeg slet ikke forstå. Det her har været så uhyggeligt hårdt, fortæller hun. 

Gitte tilred selv Saga og havde daglig kontakt med hende i tre år.  <i>Privatfoto</i>

Gitte tilred selv Saga og havde daglig kontakt med hende i tre år.  Privatfoto

Fandt selv bilen 

Frustrationen er det, der har fået hende til at ride området rundt for at lede efter den grå BMW, ligesom hun også har lavet et Facebook-opslag, hvor hun efterlyser bilen. 

Tirsdag fandt hun den så. På endnu en eftersøgning rundt i området fandt hun bilen parkeret i et afsides skovområde. Bilen var pakket ind i bånd fra politiet, men hun havde ikke hørt noget fra dem. Hun ringede derfor til politiet for at høre, hvorfor hun ikke havde hørt noget, men den ansvarlige for sagen kendte heller ikke til, at bilen var fundet. 

Nordjyske har kontaktet Nordjyllands Politi for at høre, hvad der var op og ned, men de er ikke vendt tilbage. 

I mellemtiden er bilen da også blevet fjernet, men Gitte lever videre med uvisheden, om hvad der rent faktisk er sket med Saga. 

- Jeg kan ikke få et svar på, hvad der rent faktisk er sket med med min hest. Det er næsten ubærligt, siger hesteejeren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden