Henning G om vold på kostskole: - Jeg anede virkelig intet
Alarmlamper blinkede, men intet kom videre om brutal pædagogik på Gravenshoved Kostskole
Opdateret 12. januar 2023 kl. 14:56
AALBORG: I årevis udsatte personalet på Gravenshoved Kostskole angiveligt deres elever for fysiske og psykiske overgreb, uden at de ansvarlige politikere opdagede noget som helst.
Sådan lyder det fra netop en af de politikere i en ny stor podcastserie "De tabte børns paradis" fra Nordjyske, som udkommer torsdag den 5. januar.
Her kan du høre traileren for podcastserien.
- Jeg synes, det er ufatteligt, at vi ikke fik noget at vide, og at sådan noget kan forekomme i et land som vores. At nogen, der er professionelt uddannede og ansat ved det offentlige og betroet det dyrebareste vi har - vores børn - kan have sådan en adfærd overfor børn. Det er mig uforståeligt, siger tidligere borgmester for S, Henning G. Jensen.
Elever blev dygtigere
Henning G. var politiker i Aalborg Kommune gennem 40 år og borgmester fra 1998 til 2014. Han var også i 7,5 år lærer på Tornhøjskolen i Aalborg Øst og havde flere elever, der blev anbragt på Gravenshoved Kostskole.
- Gravenshoved Kostskole var en såkaldt observationsskole, der blev oprettet af Aalborg Kommune i 1964. Skolen lå øst for Christiansfeld i Sønderjylland.
- Skolen havde plads til 24 elever og tog sig af det, man dengang kaldte adfærdsvanskelige børn, der ikke passede ind i det almindelige skolesystem. Det kunne være børn med indlæringsproblemer eller med sociale problemstillinger.
- Fra 1970’erne og frem blev skolen drevet i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt.
- I forbindelse med besparelser vælger Nordjyllands Amt i 1990, at de ikke længere vil betale for driften af Gravenshoved Kostskole. Kommunen, der ejede bygningerne, forsøgte uden held at søge dispensation til at drive skolen videre.
- Både de kommunale politikere og flere forældre var imod beslutningen om at lukke skolen.
- Gravenshoved Kostskole lukkede i starten af 1990'erne.
Både lærere og politikere syntes, Gravenshoved Kostskole var et godt tilbud, og Henning G. Jensen har personligt mødt forstanderen, Alvin Hammer.
- Han var godt nok speciel. Jeg syntes, han var lidt for smart i en fart, men resultaterne talte deres tydelige sprog. Som politikere fik vi at vide af PPR og forvaltningen at Gravenshoved Kostskole var godt. Og de elever, jeg som lærer oplevede kom tilbage derfra var forbedret fagligt, og havde været glade for opholdet, husker Henning G.
Henning G. er 100 % sikker på, at han aldrig nogen sinde hørte det mindste om grov disciplin, vold eller det, der var værre. Hverken fra børn, forældre eller ansatte i forvaltningen.
Afslørede overgreb i stil
Men der var advarselslamper, der blinkede hist og her:
*René Vinding Christensen, der var elev på Gravenshoved fra sensommeren 1990 til påsken 1991, og i dag er talsmand for de tidligere elever, skrev en stil om sine forfærdelige oplevelser på Gravenshoved Kostskole, da han var kommet hjem igen og gik i 10. klasse. Han fik et 9-tal og ros for at stilen var velskrevet, men læreren, der rettede stilen dengang, gik ikke videre med dét, hun havde læst.
*Tanja Andersen var som 19-årig ansat som pædagogmedhjælper på Gravenshoved Kostskole i 1989, og var vidne til særdeles hårdhændet behandling af børnene, som hun fortalte om i Nordjyske i efteråret 2021.
Tanja turde ikke ringe til politiet af frygt for repressalier fra personalet på Gravenshoved, men forsøgte at klage til kommunen, hvor hun tilsyneladende ikke blev troet.
*Et par af de tidligere elever er sikre på, at deres forældre i sin tid klagede til Aalborg Kommune over deres børns oplevelser på Gravenshoved Kostskole, men det er ikke lykkedes at finde dokumentation for klager - endsige for, at klagerne har ført til noget.
Skænderi i PPR
*To tidligere medarbejdere hos PPR Aalborg fortæller uafhængigt af hinanden om et skænderi mellem en psykolog og lederen af PPR. Psykologen ville ikke gå med til at en dreng på Gravenshoved blev fastholdt og fik klippet sin hårpisk af med tvang, men hendes leder gik i rette med hende og krævede ubetinget opbakning til kostskolen. Sagen kom ikke videre i systemet.
*Steen Hvam var elev på Gravenshoved Kostskole, da den lukkede i 1992. Da han skulle overflyttes til en anden institution, besøgte en ansat herfra, Jens Hedemand, Gravenshoved sammen med Steens sagsbehandler. Jens Hedemand husker tydeligt besøget, hvor Gravenshoveds forstander, Alvin Hammer, kraftigt antydede, at de ikke skulle tro på et ord af, hvad Steen kunne finde på at sige. Personalet på den nye institution troede ikke desto mindre på Steen, da han fortalte om sin tid på Gravenshoved, som han den dag i dag betegner som det værste år i sit liv, men ifølge Jens Hedemand blev de frarådet at gå videre med sagen.
Eks-borgmester er skuffet
- Hvis jeg havde hørt noget, ville jeg have grebet ind, forsikrer Henning G. Jensen.
At han ikke hørte om den kritik, der blev rejst af en psykolog i PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning), er han ikke tilfreds med.
- Jeg er skuffet over at lederen af PPR havde den viden og ikke som erfaren psykolog har viderebragt den. Som politikere er vi meget afhængige af tilbagemeldingerne fra PPR, når vi vurderer et opholdssted. Hvem skulle vi ellers lytte til? Forældre selvfølgelig, og hvis jeg havde fået henvendelser fra forældre, ville jeg have reageret. Men det fik jeg ikke.
- Nordjyske har tidligere forsøgt at få interviews med de tidligere ansatte på Gravenshoved Kostskole, som det er lykkedes at finde frem til. Kun to af dem ønskede at besvare spørgsmål.
- Begge afviser kategorisk at have deltaget i fysisk og psykisk afstraffelse samt seksuelle overgreb på eleverne. De to tidligere lærere siger desuden, at de aldrig har været vidner til nogen form for overgreb mod eleverne på kostskolen.
- Alvin Hammer, der var forstander på Gravenshoved Kostskole i en længere årrække frem til kostskolen lukkede, døde i 1997.
I anden halvdel af 1980'erne ville Nordjyllands Amt nedlægge Gravenshoved Kostskole, mens Aalborg Kommune - anført af Henning G. selv - kæmpede for at bevare skolen.
Henning G. Jensen om Gravenshoved Kostskole
- Der var lidt kamp om det, og det kan godt have sløret det lidt, hvis der er foregået nogle ting, der ikke burde foregå. Set i bagklogskabens klare lys, kan det godt være, at der var en holdning hos PPR og andre om, at vi skal ikke sige noget negativt om Gravenshoved Kostskole, for så mister vi måske tilbuddet. Hvis det var holdningen, er det jo klart, at vi politikere ikke har fået et sandt billede af, hvordan Gravenshoved Kostskole var, og når vi ikke får et sandt billede, kan vi jo heller ikke reagere på de ting, vi ikke synes om. De ting burde være stoppet, men der har været nogen, der lagde røgslør ud, siger Henning G. Jensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.