Ildebrand

Tidligere gartneri udbrændt: Voldsom brand skal undersøges

Brandfolk fra to stationer kæmper med ilden i tidligere gartneri

Voldsom brand på Forårsvej.
Voldsom brand på Forårsvej. Foto: Jan Pedersen

Opdateret 16. marts 2023 kl. 10:11

Opdateret kl. 05.52 torsdag morgen med udtalelser fra Nordjyllands Politi.

AALBORG ØST: Brandfolk fra Nordjyllands Beredskab rykkede onsdag aften kl. 20.38 ud til en brand i nogle bygninger på Forårsvej i Aalborg Øst, som tidligere husede et gartneri.

Ifølge Nordjyllands Beredskab var der tilkaldt assistance fra stationen i Nibe.

Indsatsleder Nils Eltzholtz fra Nordjyllands Beredskab oplyser til Nordjyske, at flammerne allerede havde godt fat i de forladte bygninger, da de nåede frem.

15 brandfolk og fem brandkøretøjer har arbejdet med at få ilden under kontrol, og arbejdet er undervejs blevet besværliggjort af, at der var frygt for, at en olietank og en gasflaske i de brændende bygninger ville eksplodere.

Det fik kort før kl. 23 beredskabet til at advare folk i området om eksplosionsfare, ligesom man opfordrede til, at folk holdt vinduerne lukket.

- Vi lykkedes med at forhindre ilden i at sprede sig til en bygning, der formentlig har rummet noget beboelse engang. Ellers er omtrent alt andet, der kunne brænde, brændt, oplyser Nils Eltzholtz.

Han oplyser, at årsagen til branden i de forladte bygninger ikke står klart. Derfor har Nordjyllands Politi også foretaget afspærringer på stedet, og politiets brandteknikere ventes torsdag at søge en forklaring.

Indtil da kæmper brandfolkene videre for at få helt bugt med ilden.

- Jeg kan ikke se flammer længere, men der er masser af gløder og små lommer med ild. Jeg forventer, at vi har i hvert fald et par timers arbejde tilbage herude, før jeg kan sende de fleste hjem. Men vi kommer til at have brandvagter herude i nat, så vi ikke risikerer, at det blusser op igen, så det bliver nødvendigt at rykke ud en gang til, fortæller indsatslederen.

Vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi, oplyser at brandstedet torsdag morgen fortsat ikke er frigivet. 

- Vore efterforskere skal have mulighed for at kigge på brandstedet og forhåbentlig finde en årsag til branden, siger vagtchefen.

Nordjyllands Beredskab oplyser, at branden er slukket, men at der fortsat er to brandfolk på stedet. De går brandvagt for at sikre, at ilden ikke skal blusse op igen.

 Opdateres

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden