Katte

Dyster skæbne truede efterladte killinger - men så dukkede en mand op

Bilist skulle på toilettet, da han hørte en særlig lyd

Nogle af de små kattekillinger, som blev fundet efterladt i en papkasse på en rasteplads nær Aalborg.
Nogle af de små kattekillinger, som blev fundet efterladt i en papkasse på en rasteplads nær Aalborg. Foto: Nordjyllands Internat

Opdateret kl. 19:49

AALBORG: Onsdag aften standsede en bilist på en rasteplads lige syd for Aalborg.

Da han skulle på toilettet, hørte han pludselig noget i mørket: Mjav-lyde.

Under en sættevogn parkeret på rastepladsen stod en papkasse - herfra kom lyden. Nede i papkassen sad fem små, mjavende kattekillinger. Efterladt i mørket og kulden.

Manden greb papkassen og bragte de herreløse killinger til Nordjyllands Internat ved Hjallerup.

Sådan har de det nu

Her tog de godt imod de små killinger, der hurtigt kom ud til en af de plejefamilier, som er tilknyttet dyreinternatet.

- Vi har lige hørt fra plejemoren, at det går rigtig godt med killingerne. De trives - spiser, kravler rundt og mjaver, fortæller veterinærsygeplejerske Anne Hansen fra Nordjyllands Internat.

En af kattekillingerne i den papkasse, hvor de var i fare for at dø. Foto: Nordjyllands Internat

Tæt på at dø

Det var ellers en dyster skæbne, der truede de små killinger i papkassen på rastepladsen.

- Heldigt at manden skulle på toilettet på det tidspunkt og fandt dem i tide, konstaterer Anne Hansen.

- Det er små killinger, omkring to uger, og de skal have hjælp til at få mad. Vi plejer at sige, at de gerne skal have sutteflaske hver tredje time. Hvis de ikke får det, dør de hurtigt, fortæller hun.

Nu får kattekillingerne mad og kærlighed hos en plejefamilie, og om 10 uger kommer de tilbage til dyreinternatet, hvor de bliver steriliseret, øremærket og chippet.

- Og så begynder vi at finde en familie til dem, siger Anne Hansen.

Dumpede dyr

Det er bestemt ikke første gang, internatet ved Hjallerup får indleveret "dumpede" kattekillinger efterladt til en uvis skæbne.

Hvorfor gør folk sådan noget?

- Det bliver for meget for ejerne, tror jeg. De har ikke fået neutraliseret deres katte, som så kommer hjem med killinger, men det har folk ikke overskud til at tage sig af. Eller ikke økonomi til, vurderer Anne Hansen.

Hun understreger, at man selvfølgelig ikke må efterlade killinger i en papkasse et tilfældigt sted, hvor de risikerer at dø af sult eller kulde.

- Det bedste er, hvis folk ringer til os eller Dyrenes vagtcentral på 1812 og snakker med dem om situationen. De er gode til at hjælpe og rådgive i sådan en situation, siger veterinærsygeplejersken fra dyreinternatet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden