Landsstævne tilbyder flere oplevelser

Når 25.000 har sagt ja til DGI Landsstævne 2017 i Aalborg, har de valgt et unikt fællesskab. Men der er i stigende grad fokus på, at man selv skal kunne vælge, hvad man har lyst til i stævnet

Kirsten Pilgaard
DGI's Verdenshold
DGI Landsstævne 27. juni 2017 10:13

AALBORG: Der er stigende efterspørgsel på individuelle tilbud og idræt. Det mærker idrætsforeninger, og det mærker landets største folkelige idrætsstævne, DGI Landsstævne 2017 i Aalborg, 29. juni til søndag 2. juli.

Der er lagt op til et anderledes urbant landsstævne med overnatning, bespisning og idræt indenfor en radius på fem kilometer fem, en by der er spærret af og en åbningsceremoni på havnen.

Men det er også et landsstævne, hvor DGI går et ekstra skridt videre end tidligere med et stort program af tilbud, events, aktiviteter og workshops til deltagerne, der dermed kan shoppe og zappe sig gennem stævnet, foruden de turneringer og opvisninger, de eventuelt selv skal deltage i.

Du kan deltage uden billet

Man behøver i det hele taget ikke være medlem af en forening for at købe en billet til landsstævnet, der byder på vidt forskellige oplevelsesmuligheder. Man sammensætter sit eget program, og i Aalborg er der 400 forskellige events at vælge imellem på de fire dage stævnet foregår. Lige fra yoga, padeltennis, panna, beachminton, iltoptagelsestest, parkour, streethåndbold, beachvolley, skydning, petanque og mange flere tilbud, der appellerer til deltagerne.

Direktør for DGI Nordjylland, Inger Møller Nielsen, mener, at det vil der komme mere af. Men man vil også fællesskabet.

Fællesskab er stadig vigtigt

- Man vil selv bestemme, og det er trenden også i landsstævnet. Man kan vælge mellem forskellige idrætsgrene, være med til flere ting, og der er flere muligheder. Det er tidens trend, og det tror jeg, at der bliver mere af, siger Inger Møller Nielsen, der mener, at uanset hvor mange forskellige tilbud der er, er det også fællesskabet, man søger.

- Vi tager et socialt ansvar for hinanden, og selv om vi er individualister, så har vi en trang til at være sammen. Vi rykker sammen alligevel, uanset om det er 4 eller 50 personer. Vi vil gerne feste, høre god musik, have oplevelser og dyrke idræt sammen, siger Inger Møller Nielsen, der har været med til at forme og danne landsstævnet gennem tiderne og nu også i Aalborg.

Ved det seneste landsstævne i Esbjerg 2013 var knap halvdelen af deltagerne under 30 år.

Lektor: Ikke en ny trend

Ifølge lektor på Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet i København, Maria Bruselius-Jensen, er trenden ikke så ny endda, den er bare mere og mere tydelig. Hun har sammen med lektor på universitetet Niels Ulrik Sørensen netop udgivet rapporten "Unges fællesskaber - mellem selvfølgeligheder og vedligeholdelse", som er et forskningsprojekt udgivet på Aalborg Universitets forlag.

- Fællesskaberne søger vi stadigvæk i lige så høj grad, som vi altid har gjort. Men de unge er opmærksomme på, at de skal præstere på rigtig mange forskellige arenaer. De prioriterer i høj grad, hvad det er for nogle forskellige fællesskaber, de indgår i. De tager ansvar for at få deres hverdag til at fungere bedst muligt, siger hun.

Maria Bruselius-Jensen mener, at det er en del af en samfundsdiskurs.

- Vi forbinder det at leve et godt og aktivt liv med også at prioritere og vælge og udfolde vores eget individuelle liv. Det tager de unge på sig i høj grad. De skal både nå at gå i skole, dyrke sport, styrke kroppen blandt meget andet, og så må de vælge det, der kan hænge sammen. Så prioriterer de på en måde, så det balancerer i forhold til, hvad de føler, at de kan opnå i de forskellige fællesskaber, siger Maria Bruselius-Jensen, der slår fast, at man ikke skal forveksle det med en stigende tendens til egoisme.

- Det skal ikke forstås som, at man vælger fællesskaber som giver bedst valuta i forhold til det individuelle projekt, det er ikke køb og salg, for de unge søger også tryghed og andre ting i de fællesskaber, som de altid har gjort. Man må heller ikke glemme, at der også er rigtig meget, der ser ud som det altid har gjort. De unge har også brug for fællesskaber, siger Maria Bruselius-Jensen.

Tema: DGI Landsstævne

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...