Mathis-sagen er slut: Statsadvokaturen vil ikke gå videre

Statsadvokaturen har valgt ikke at indbringe sagen for procesbevillingsnævnet, og dermed er sagen slut

Sagen om Mathis' død er nu endeligt afgjort. Privatfoto

Sagen om Mathis' død er nu endeligt afgjort. Privatfoto

VIBORG/AALBORG:Dommen fra Vestre Landsret 28. marts i den såkaldte Mathis-sag står ved magt. Efter ankefristens udløb onsdag melder senioranklager Emil Stenbygaard, Statsadvokaturen i Viborg, at statsadvokaturen ikke vil gå videre med sagen og forsøge at få den for Højesteret.

Dommen fra Vestre Landsret lød på to års fængsel til den 33-årige Jens Kristensen for grov vold mod 15-årige Mathis Matthiassen i forbindelse med sexlege natten til 28. marts og for 28. marts tidligt om morgenen at have efterladt Mathis i hjælpeløs tilstand på en parkeringsplads ved boldbanerne i Hørby, hvor den 15-årige dreng senere blev fundet død af et ægtepar, der var ude at lufte deres hund.

I Byretten i Hjørring var Jens Kristensen blevet idømt tre års fængsel.

- Det er blevet besluttet, at vi fra statsadvokatens side ikke indstiller sagen til behandling i procesbevillingsnævnet. Sagen bliver altså ikke søgt videre i retssystemet, så sagen slutter her, oplyser Emil Stenbygaard, der førte sagen ved Vestre Landsret i Aalborg for de nu godt to uger siden.

Han oplyser, at statsadvokaturen har foretaget en vurdering af det bevismæssige resultat, som Vestre Landsret kom frem til ved sin behandling af sagen.

- Vi mener, at det er en korrekt vurdering af det, der er sket, og som ligger til grund for dommen i Vestre Landsret, så vi ser ingen anledning til at søge sagen fremlagt for procesbevillingsnævnet, siger senioranklageren.

Landsretten var ellers uenig med Byretten i Hjørring, der også dømte den 33-årige for at have hensat Mathis i hjælpeløs tilstand ved at have givet ham det narkotiske stof MDMA. Men det mente landsretten ikke kunne bevises, og det var årsagen til, at landsretten sænkede dommen til de to års fængsel.

Med statsadvokatens beslutning om ikke at søge sagen indbragt for procesbevillingsnævnet er sagen dermed endelig afgjort.

Jens Kristensen blev efter et år og en måneds varetægtsfængsling løsladt umiddelbart efter dommen i Vestre Landsret med henblik på senere afsoning af resten af dommen.

Den kan han dog slippe helt for, såfremt han ansøger om prøveløsladelse og bliver bevilget prøveløsladelse. Det kan man søge om, når halvdelen af en dom er afsonet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.