Mia-sagen: Politi dropper sigtelse mod 36-årig
Nu er kun én person sigtet i drabssagen

Blomster blev lagt på Vesterbro i Aalborg på det sted, hvor Mia tidligt søndag 6. februar blev samlet op i en bil og forsvandt. Hun blev siden fundet dræbt. Arkivoto: Torben Hansen
NORDJYLLAND:Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi har frafaldet drabssigtelsen mod én af de to 36-årige mænd, der blev anholdt i forbindelse med drabet på Mia Skadhauge Stevn.
Begge mænd blev fremstillet i grundlovsforhør 10. februar. Her blev den ene varetægtsfængslet, mens den anden blev løsladt - dog blev sigtelsen mod ham opretholdt.
Det er den sigtelse, der nu er helt frafaldet, oplyser lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.
Politi: Har intet at gøre med sagen
- Vores omfattende efterforskning af denne 36-årige mands færden er nu afsluttet. Og vi ved hvor han har været, og hvad han har lavet, og han kan ikke have haft noget med Mias forsvinden eller død at gøre, siger Frank Olsen i en pressemeddelelse.
Vores efterforskning af også hans forhold har været særdeles omfattende, for vi skal være helt sikre på, at han ikke har noget med sagen at gøre. Og det er vi nu. Derfor frafalder vi sigtelsen
Frank Olsen, vicepolitiinspektør, Nordjyllands Politi
Vicepolitiinspektøren medgiver, at det er alvorligt at være sigtet for drab, men det har været nødvendigt af hensyn til sagen:
- Vores efterforskning af også hans forhold har været særdeles omfattende, for vi skal være helt sikre på, at han ikke har noget med sagen at gøre. Og det er vi nu. Derfor frafalder vi sigtelsen mod ham, forklarer Frank Olsen.
Den anden fortsat sigtet
En anden 36-årige mand er fortsat sigtet i sagen, og politiets efterforskning af Mia-sagen fortsætter.
- Vi har fortsat et omfattende arbejde foran os med at kortlægge forløbet, foretage afhøringer, undersøge tekniske spor og foretage sporanalyser samt gennemse videomateriale, siger Frank Olsen.
Den 36-årige mand, som fortsat er sigtet i sagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn, har for anden gang frivilligt forlænget sin fængsling.
Advokat kritiserer politiet
Advokaten for den 36-årige mand, der blev løsladt 10. februar og nu er renset i sagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn, fortæller til Ritzau, at manden er lettet, men kommer også med kritik.
- Han er selvfølgelig lettet over, at politiet nu endelig er kommet frem til den samme konklusion, som både by- og landsret. Men man kan godt være frustreret over den tid, det har taget at komme her til og den åbenmundethed, politiet har haft med at fastholde, at han stadig var sigtet, siger advokat Jakob Dalsgaard Hansen til Ritzau.
Her står sagen nu
Politiet har altså nu udelukket den ene af de to 36-årige, og de efterforsker nu udelukkede mod den anden 36-årige, der sidder varetægtsfængslet.
Hvor langt politiet er i efterforskningen, og hvilke beviser der er fundet, forbliver ukendt for offentligheden frem til en eventuel retssag.
Vicepolitiinspektør Frank Olsen har meldt klart ud, at han ikke ønsker at kommentere på den igangværende efterforskning, ligesom han heller ikke vil forholde sig til rygter, der måtte cirkulere i offentligheden.
Han fortæller samtidig, at der stadig mangler en del arbejde i efterforskningen. Blandt andet med at kortlægge forløbet ned til mindste detalje, foretage flere afhøringer, undersøge tekniske spor og gennemse den enorme mængde videomateriale, som politiet har sikret.