Aalborg

Milliontilskud til tennisklub: Nu er sagen afgjort

Politikerne bag budgetforliget i Aalborg Kommune diskuterede i dag, om Aalborg Tennisklub skal beholde deres milliontilskud

Aalborg Tennisklub ligger i Aalborg Vestby.
Aalborg Tennisklub ligger i Aalborg Vestby. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG: Ved mandagens budgetforligsmøde bad Venstre om, at tilskuddet til Aalborg Tennisklub blev diskuteret blandt forligspartierne bag Aalborg Kommunes budget for 2023 og 2024.

Tilskuddet på én million kroner har fået en del opmærksomhed, efter det kom frem, at det var Venstre, der bragte forslaget med til forhandlingerne. 

Gruppeformand Daniel Borup er nemlig aktivt medlem af tennisklubben, og Aalborg Tennisklub var ikke orienteret om, at penge til klubben ville blive en del af forhandlingerne.

Pengene skulle gå til etablering af to nye helårsbaner, som Aalborg Tennisklub, gerne vil have, men som de havde undladt at søge om tilskud til, fordi de frygtede, at det ville blokere for deres store ønske om bedre indendørsfaciliteter.

Alligevel blev budgetforligspartierne enige om at fastholde tilskuddet.

Gruppeformanden undlod at deltage

Da punktet blev debatteret mandag morgen, var det uden Venstres gruppeformand, Daniel Borup. Han valgte frivilligt ikke at være tilstede.

- Det er ikke, fordi jeg er inhabil, men der var ingen grund til at skabe mere forvirring end højst nødvendigt, siger han til Nordjyske.

Da tilskuddet oprindeligt blev tildelt tennisklubben, var han glad, men han er ikke meget for at sætte ord på, hvad han føler, nu hvor klubben får lov at beholde pengene.

- Jeg har ikke nogen holdning til det. Ikke længere. Men jeg er da glad for, vi kan bidrage til at udvikle foreningslivet, og at det også er et ønske fra klubben og ikke bare en eller anden absurd idé, der er opstået, siger han.

Venstres Jan Nymark Thaysen deltog i mødet og forklarer, at selv om der har været politisk debat af tilskuddet, så har partiet ikke vaklet.

- Der har været en masse polemik, men der har fra vores side aldrig været tvivl om, at klubben gerne ville have det her tilskud, siger han til Nordjyske.

Får konsekvenser

Socialdemokratiet fastholdt inden dagens møde, at det var Venstre, der skulle tage initiativet, hvis beslutningen om tilskuddet skulle ændres.

Det skete ikke, og derfor står Socialdemokratiet også bag budgetforliget.

- En aftale er en aftale. Vi står på mål for det, vi har imødekommet i budgettet, siger gruppeformand Lasse Frimand Jensen. 

Alligevel får forløbet konsekvenser for, hvordan man i fremtiden vil arbejde med tilskud til foreninger, forklarer han.

- Vi skal have tillid til, at de forslag, der indgår i forhandlinger i fremtiden, er gennemarbejdede og dokumenterede, og det her er en påmindelse om, at vi skal huske at have styr på detaljerne, siger han og fortsætter:

- Men vi vil også sikre, at medarbejdere i Sundhed- og Kulturforvaltningen får mere tid til at vurdere, om sådanne ønsker holder.

En beslutning, som der også bliver nikket til i Venstre. Her har Jan Nymark Thaysen selv siddet for bordenden i Sundhed og Kultur og mærket, hvordan forslag i 11. time kan få store konsekvenser.

- I tilfældet med tennisklubben var der ikke problemer, fordi Venstre havde fundet finansieringen, men jeg har siddet i forhandlinger, hvor vi pludselig skulle finde besparelser for at få nye tiltag igennem, og der kan det være svært at overskue konsekvenserne, siger han.

- Derfor er det en pointe, at vi skal sikre os at få forslag undersøgt og clearet i forvaltningen, så vi er sikre på, at de er kvalificerede.

Rod, forvirring og glæde

Hos Aalborg Tennisklub har opmærksomheden om tilskuddet kastet klubben ind i en politisk debat, som formand Mads Brix gerne havde været foruden.

Derfor valgte bestyrelsen også at skrive til forvaltningen for at slå fast, at på trods af, de ikke havde ansøgt om penge til helårsbaner, så var tilskuddet velkomment, fordi helårsbaner ifølge formanden er en god idé.

Derfor er han også tilfreds med, at klubben nu kan begynde arbejdet med at etablere banerne.

- Det er vi glade for, siger han.

- Det har været et rodet og forvirrende efterår, men nu er vi glade for, det endelig er afklaret.

Helårsbanerne kommer til at betyde, at medlemmer i tennisklubben får en del flere tennistimer i forårs- og efterårsmånederne, når vejret ellers tillader det.

- Folk står og tripper allerede for at komme ud og spille, og med helårsbaner kan vores sæson blive rykket fra start i april til måske allerede nu (i februar red.), når vejret er til det, siger Mads Brix.

Når sagen nu er afgjort, begynder Aalborg Tennisklub på det indledende arbejde med indhente tilbud på etablering af helårsbanerne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden