Ministerie standser lovforslag om 3. Limfjordsforbindelse
Anlægsloven, der skulle bane vejen for 3. Limfjordsforbindelse, er udsat til efteråret

Vedtagelsen af anlægsloven, som er nødvendig for at begynde arbejdet med Den 3. Limfjordsforbindelse, er blevet udskudt. Arkivfoto
NORDJYLLAND:Sagen om den 3. Limfjordsforbindelse har taget endnu en drejning onsdag, hvor anlægsloven, der baner vejen for projektet, blev udsat.
Men lovforslaget blev slet ikke fremsat.
Det fortæller flere kilder uafhængigt af hinanden til Nordjyske.
Årsagen er, at der er kommet høringssvar fra blandt andet Miljøministeriet, som har fået Vejdirektoratet til at foreslå, at der bliver lavet supplerende miljøkonsekvensvurderinger.
- Vi er rigtig glade for, at Miljøministeriet er enige i, at det er nødvendigt at få lavet en Natura-2000 konsekvensvurdering. Vi håber på, at Vejdirektoratet og Transportministeriet vil bruge lejligheden til at rette op på de andre fejl og mangler, som vi har påpeget, siger Louise Faber, der er formand for Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholm-linjen.
I en pressemeddelelse, som Transportministeriet sender ud torsdag, men som Nordjyske har set, står der, at fremsættelsen af lovforslaget udskydes til efteråret 2022.
I meddelelsen står der, at Miljøministeriet anbefaler, at der gennemføres en Natura 2000-konsekvensvurdering og supplerende miljøkonsekvensvurderinger vedrørende grundvand og overfladevand.
Transportministeriet oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer.

Her kommer Den 3. Limfjordsforbindelse til at gå. Det er i området vest Egholm ud mod Nibe Bredning, at et Natura 2000-område, går indover det nordvestligste af øen.
Har brug for den forbindelse
Preben Bang Henriksen (V) havde hørt rygter om, at lovforslaget ikke ville blive fremsat, og det ærgrer ham at rygterne talte sandt, selv om han respekterer beslutningen.
- Hvis myndighederne anbefaler yderligere undersøgelser, er det svært at være imod, men det ærgrer mig. Nu håber jeg kun, at undersøgelserne ikke betyder forsinkelse af igangsætningen, for Nordjylland har brug for den forbindelse, siger han til Nordjyske.
Vigtigt at få sagen undersøgt
Preben Bang Henriksen er ikke den eneste, der gerne vil have sagen behandlet hurtigt. Også borgmesteren i Aalborg, Thomas Kastrup Larsen (S), vil gerne have anlægsloven stemt igennem i en fart.
- Det er bedst, at være sikker på, at det hele er undersøgt til bunds, før man behandler det i folketinget. Men jeg synes, de skal skynde sig at få det undersøgt, så de kan få sagen færdigbehandlet, siger han.
Glæder sig over udsættelsen
På Christiansborg har Susanne Zimmer fra Frie Grønne været indædt modstander af forbindelsen, og hun er selvsagt glad for udsættelsen.
- Det er tankevækkende, men det er godt, at man har taget høringssvarerne alvorligt, og at man forhåbentlig har fundet ud af, at der er store problemer forbundet med processen.
Glæden mærker man også hos rådmand for Klima og Miljø i Aalborg, Per Clausen (EL).
- Hvis udsættelsen er udtryk for, at man har tænkt at lave en ordentlig undersøgelse, så er det rigtigt godt. Det betyder lige meget hvad, vi nu har mere tid til at fremføre kritikken om asbest og Co2-forureningen, hvilket er godt, fortæller han.
Skal begynde i 2025
Planen for 3. Limfjordsforbindelse er, at byggeriet starter i 2025 og at forbindelsen over Egholm står klar i 2032.
Det blev annonceret, da regeringen fremlagde deres infrastrukturforlig i juni 2021.
Og startdatoen i 2025 bliver der ikke rokket ved, siger medlem af Transportudvalget, Orla Hav (S).
- Det handler om en teknikalitet, som man har overset i forbindelse med udarbejdelsen af grundlaget for anlægsloven. Og målsætningen er stadig, at loven vedtages, og at der er byggestart i 2025.
- Jeg synes, det er uprofessionelt, at man kan blive ved med at finde småfejl. Jeg kan ikke bebrejde den nye eller tidligere minister, for det må være i administrationen og embedsværket, at det er gået galt, og det ærgrer jeg mig gul og grøn over.
Skaber stadig splittelse
Debatten om 3. Limfjordsforbindelse nægter at dø, selv om der ellers blev sat et foreløbigt punktum i sagen, da regeringen med et bredt forlig i ryggen annoncerede, at projektet blev en realitet med deres trafikforlig i sommeren 2021.
Senest har en Citytunnel i forbindelse med Limfjordsbroen været på tale, efter trafikforsker og lektor emeritus ved Aalborg Universitet Anker Lohmann-Hansen fremlagde forslaget for medlemmer af byrådet, men borgmesteren var hurtig til at forkaste projektet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.