Musikalsk Pussy Power: Det kunne gå så galt…Men det gik helt rigtigt

Sofie Trolle fortolker "Pussy Power"

Vejen kan være fyldt med potentielle minefelter, når musik og sangskrivning skal parres med enten teater, performance eller kunstudstillinger.

Når det er værst, bliver det en uforløst affære, hvor begge kunstarter ikke kommer til sin egen ret, men hæmmer både det musikalske udtryk, forestillingen og udstillingen. 

Det bliver den værste udgave af begge slags og et kunstnerisk kompromis, der så absolut ikke indfrier værkernes potentiale.

Derfor var der spænding i luften, da en lille intim skare havde indfundet sig på Kunsten i Aalborg torsdag aften, hvor sangskriver – og nyudsprungen soloartist Sofie Trolle, i det daglige bosat i Rold Skov og front person i Tundra, skulle fortolke tre udvalgte værker fra den danske feministiske kunstpioner Kirsten Justesens ”Pussy Power” udstilling, der er aktuel på Kunsten.

Sofie Trolle på Kunsten. Foto: Martin Damgård

Ind i mellem de tre sangværker, lad os kalde dem det, blev det både til en slags artist Q&A, hvor publikum kunne få spurgt ind til Trolles musikalske fortolkninger og baggrunden herfor, men også selv dele de associationer, som Trolles musik og Justesens værker havde givet dem. 

Kunstens formidlingschef Peter Juul supplerede med grundig baggrund om Justesens kunstvirke og agerede moderator.

Det fungerede bedst, når Sofie Trolle leverede egentlige sange. Det gjorde hun til to af værkerne. Hvor især første sang ”Kvinden i Mig” - en fin mol-melankolske pianoballade - efterlod så stort et indtryk,  af vi fik den at høre to gange. 

Den leverede præcis det, der formentlig var hensigten, at selvom der blev lagt et musikalsk dogme ned for vores måde at fortolke Justesens kunstværk på, så åbnede den også for en dybere refleksion og forstærkede værket.

Foto: Martin Damgård

Det er umiddelbart ikke vanskeligt at identificere et slægtskab med Annisette Koppel i Sofie Trolles vokaludtryk og sangskrivning. Der er den samme frihedssøgende vilde natur og intensitet. 

Men der er også det sagte og lettere sårbare. Et fyldigt strygerarrangement kan bringe klaversangen ”En Bænk I Beirut” tæt på Lana Del Rey i sin form.

Det vil være en skam, hvis Sofie Trolle lader disse to sange gå i glemmebogen efter torsdag aften. De fortjener en studieindspilning.

Vi fik også en tredje fortolkning, der var langt mere avantgarde i sit udtryk. Med spoken-word tekst og et sparsomt arrangement lød det mere som en skitse end en færdig sang. 

Om end den finurlige tekst om den genbrugelige Netto plasticpose på intelligent vis sagde noget om vores fortid, samtid og fremtid.

Præcis som Justesens kunstværker i flere årtier har gjort det.