Klima

Bydel skal sikres mod truslen fra fjorden - sådan vil man gøre det

Ny klimasikring skal sikre mod havvandsstigninger og tilbagevendende oversvømmelser i Aalborgs vestby - terrænet hæves bl.a. i park

Arkitektkonkurrencen for den kommende klimasikring af bydelen er fundet. Her ses visionen for Vestre Bådehavn.
Arkitektkonkurrencen for den kommende klimasikring af bydelen er fundet. Her ses visionen for Vestre Bådehavn. Illustration: C. F. Møller

Opdateret kl. 17:49

AALBORG: En storstilet klimasikring skal nu sørge for, at Vestbyen i Aalborg ikke bliver oversvømmet i fremtiden, hvor der grundet klimaforandringerne ventes havvandsstigninger. 

I dag er der hyppige oversvømmelser ved Kulturbroens landing, og det bliver kun værre, hvis der ikke gøre noget. Efter en arkitektkonkurrence har man nu fundet vinderen, der skal stå for sikringen nemlig C. F. Møller, der står i spidsen for en række virksomheder, der bidrager nemlig Deltares, RAW Mobility, Arki-Lab og EKJ. 

Arbejdet med at klimasikre går dog ikke i gang lige med det samme. 

Terrænet skal hæves i Fjordmarken for at sikre Vestbyen mod oversvømmelser.  Illustration: C. F. Møller

- Nu skal vi bearbejde konkurrenceforslaget, og der er en helt del ting, der skal tilpasses, og vi skal selvfølgelig også have en dybere dialog med borgere og interessenter i området, siger projektleder i by og landskabsforvaltningen, Thomas Birket-Smith.

Indtil videre er der tale om et visionsoplæg, der skal bearbejdes nærmere. Der skal bl.a. analyseres nærmere på de konkrete klimaløsninger, for forudsigelser om havvandsstigninger ændrer sig hele tiden.

- Det er et meget dynamisk felt, som vi er i. 

Her ses området, der skal sikres mod oversvømmelser.  illustration: C. F. Møller

Den del tager resten af året, for som nævnt opleves der allerede i dag problemer. 

- I dag er der store problemer henne ved Kulturbroen, siger Thomas Birket-Smith med henvisning til de hyppigt tilbagevendende oversvømmelser.

Det skyldes, at der nærmest ingen sikring er i det område.

- Der er vi nede på en halv meter over nul. C. F. Møller teamet foreslår, at vi hæver alle kanter med 1,60 meter. 

Sikring længere inde

I Aalborg Kommune kører man ellers på de renoverede havnefronter med 1,90 meter. Men udover sikringen helt ude mod vandet i Vestbyen, sikres der også i vinderforslaget længere inde på land.

- De laver en jordvold eller hæver terrænet inde i parken (Fjordparken, red.) på op til tre meter. Og det er den ultimative sikring. Vi er bange for, at der senere er store havvandstrusler, så det er den ultimative sikring. Vi har prioriteret og sagt, at det vigtigste er Vestbyen, den skal ikke oversvømmes. Derfor laver vi den hævning inde i parken, siger Thomas Birket-Smith. 

Terrænet hæves langs Peder Skrams Gade.

Ikke et dige

- Det bliver ikke et dige eller en vold. Det bliver bare parkens terræn, der bliver justeret. 

Foran Aalborg Streetfood er der også en vision om et stort trædæk, hvor man skal komme tættere på vandet.

Sådan forestiller C. F. Møller sig området omkring Aalborg Streetfood.  illustration: C. F. Møller

- Om det lige kommer til at se sådan ud, føler jeg mig ikke helt overbevist om. Det skal nok ikke være helt så stort, men ideen er god, det der med at sidde ved vandet, siger projektlederen, der tilføjer, at det også skal aftales med sejlerfolket.

 I forhold til den fremskudte sikring helt ud mod Limfjorden vil man dog sikre, at de 1,60 meter ude ved kajen udformes sådan, at det kan forhøjes om nødvendigt. 

Kender ikke trussel

- Så vi kan lægge et beton- eller træelement ovenpå, så den kan blive højere om 60 år eller noget andet. Det er den fleksibilitet, for vi ved ikke, hvad truslen er, siger Thomas Birket-Smith. 

Når man ikke laver en højere fremskudt kant, skyldes det, at det vil føles som en mur.

- Så bliver det rigtig træls at skulle ud til bådene og komme rundt i området. Det vil gøre tingene meget besværlige. 

De 1,60 meter sikrer dog, at man undgår de hyppige oversvømmelser.

Der vindes tid

- Vi sikrer det så meget, at i de næste 20-50 år, så har klubhusene, og hvad der ellers er af faciliteter inde på havneområdet tid til at sikre sig, og det kan man gøre individuelt ved at sætte en lille kant op eller hæve bygningen. På 30 år kan man godt nå at samle lidt penge sammen. 

Han peger på, at strategien er, at man køber sig tid. Økonomisk er der en ramme på omkring 50 mio. kr. til det langsigtede projekt, der ventes at løbe over mindst fem år. Rent økonomisk er man presset, eksempelvis ved at stålprisen er banket i vejret, og det har betydning for projektet, da der skal bankes stålplader ned i fjorden. 

- Ikke dramatiske ændringer

Ifølge projektlederen er vinderteamet valgt, da forslaget går på ikke at lave store dramatiske ændringer ude ved kajarealerne, men at man trækker sikringen længere ind på land i parken. På den måde bevarer man Vestbyens særlige kvaliteter.

Arkitektkonkurrencen har været støttet af Realdanias og Miljøministeriets partnerskab "Byerne og det stigende havvand".

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden