Knivstikkeri

Så mange er anholdt i konflikt i Aalborg - flere anholdelser kan være på vej

Det er lykkedes politiet at få anholdt og varetægtsfængslet flere personer fra de to grupperinger

En mand i 20'erne blev sidste fredag stukket ned på Thulevej. Arkivfoto Jan Pedersen

En mand i 20'erne blev sidste fredag stukket ned på Thulevej. Arkivfoto Jan Pedersen

AALBORG:To mænd på 18 og 19 år blev tirsdag varetægtsfængslet for et skyderi på Hadsundvej i marts, og onsdag blev en 20-årige mand så fængslet for et brutalt overfald på en taxichauffør Sohngårdsholmsvej i weekenden.

Dermed er der lige nu seks personer varetægtsfængslet i den verserende konflikt mellem to kriminelle grupperinger i Aalborg.

En konflikt, der den seneste tid er taget til i voldsomhed. Konflikten startede i maj 2020 med et knivstikkeri ved Utzon Center. Men ved det overfald - og de efterfølgende knivstikkerier - slap ofrene med mindre skader i balle eller lår.

Det ændrede sig i marts, da en 22-årig mand blev ramt af skud på Hadsundvej. Ifølge sigtelsen mod de to unge mænd, så mener politiet, at en gruppe på op til 10 mand lokkede den 22-årige og en anden mand i baghold for at skyde dem.

I april blev en mand stukket ned ved et busskur i Aalborg Øst, og fredag i sidste uge blev en mand i 20'erne stukket ned på Thulevej. De to overfald var noget mere alvorlige. Ved knivstikkeriet på Thulevej blev manden stukket i brystet. Han var dog uden for livsvare og er udskrevet fra hospitalet igen.

Få dage senere blev fire mænd så anholdt på Grønlands Torv med knive på sig.

Flere anholdelser på vej

Udover de sigtede i skudsagen og sagen mod taxichaufføren, sidder den 27-årig Cenk Firat Kirat, der i april påkørte en betjent, der efterfølgende affyrede skud mod ham, også fængslet. Han betragtes at være en del af en af grupperingerne.

Derudover sidder yderligere to mænd varetægtsfængslet i forbindelse med færdselssager. Sagerne har ikke noget med konflikten at gøre, men de to mænd betragtes også som en del af de kriminelle netværk.

Der er også flere personer sigtede i sagerne, dog uden at sidde varetægtsfængslet.

Netop varetægtsfængslinger er en del af politiets strategi for at få stoppet konflikten, fortæller vicepolitiinspektør Niels Kronborg, Nordjyllands Politi.

- Vores strategi har flere ben, men et af dem er, at vi vil opklare sagerne, så vi kan få de implicerede personer varetægtsfængslet og i sidste ende måske dømt, siger han.

Niels Kronborg forventer også, at der i de kommende uger vil blive rejst sigtelser mod flere personer:

- Jeg tror, at vi i de kommende uger vil komme til at se flere anholdelser. Det er et udtryk for, at der dels er nogen, der måske vil melde sig selv, og så begynder efterforskningen også at tegne et billede af, hvad der er sket, og hvem der har deltaget, siger Niels Kronborg.

Forsøger at trykke grupperinger

Udover at anholdelser i sagerne, så forsøger politiet også at trykke personerne omkring de to grupperinger.

- Vi har øget patruljeringen, og vi kører rundt og stopper dem og taler med dem for at trykke dem, siger vicepolitiinspektøren.

Derudover forsøger politiet også - i samarbejde med Aalborg Kommune - at bremse konflikten igennem det forebyggende arbejde. Blandt andet ved at aktivere forældrene til de unge i området.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.