Derfor frygter Gravenshoved-elever ny undersøgelse

Det burde ikke tage måneder at finde en lovhjemmel, mener talsmand for Gravenshoved-elever

René Vinding Christensen håber, der hurtigt kommer en afklaring omkring lovhjemmel, og hvorvidt kommunen må give erstatninger eller godtgørelser til de tidligere elever. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

René Vinding Christensen håber, der hurtigt kommer en afklaring omkring lovhjemmel, og hvorvidt kommunen må give erstatninger eller godtgørelser til de tidligere elever. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Selvom de tidligere elever på Gravenshoved Kostskole har fået en formel undskyldning fra kommunen for de overgreb, de blev udsat for, så er sagen langt fra slut endnu.

For selvom Aalborg Kommune har sagt undskyld, og dermed erkendt, at eleverne blev udsat for overgreb, mens de var i kommunens varetægt, er det ikke endeligt fastlagt, hvorvidt kommunen overhovedet kan udbetale en erstatning eller godtgørelse til de tidligere elever.

Derfor har kommunen bedt Kammeradvokaten om at lave en juridisk vurdering af, hvorvidt der er lovhjemmel til erstatninger eller godtgørelser. Den vurdering kommer ifølge børne- og ungerådmanden, Morten Thiessen (K), til at tage måneder at lave.

Og netop dén tidshorisont skaber bekymring hos de tidligere elever, fortæller René Vinding Christensen, der er talsmand for en række tidligere Gravenshoved-elever.

- Folk har været igennem det her i halvandet år, og de er ved at være mærket af det. Følelserne bliver hele tiden hevet frem, når man skal forholde sig til de her ting.

7. februar var de tidligere elever på Gravenshoved Kostskole inviteret ned på det gamle rådhus, hvor borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) på vegne af Aalborg Kommune gav en uforbeholden undskyldning til eleverne. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

7. februar var de tidligere elever på Gravenshoved Kostskole inviteret ned på det gamle rådhus, hvor borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) på vegne af Aalborg Kommune gav en uforbeholden undskyldning til eleverne. Arkivfoto: Torben Hansen

Ifølge talsmanden, der selv er jurist, burde man kunne finde ud af, hvorvidt der er en hjemmel væsentligt hurtigere, end der nu lægges op til.

- Jeg vil rent fagligt mene, at det ikke tager måneder at finde ud af, om der er hjemmel eller ej. Så voldsomt kompliceret er juraen ikke.

- Hvis det skal tage så lang tid at grave en hjemmel frem, er det meget tvivlsomt, om den holder i længden, argumenterer han.

Den lange tidshorisont gør, at flere tidligere elever frygter, det er et udtryk for, at de alligevel ender med at skulle lægge sag an mod kommunen. Også selvom rådmanden selv har sagt, kommunen helst vil undgå retssager, hvis den kan.

Gravenshoved Kostskole

  • Gravenshoved Kostskole var en såkaldt observationsskole, der blev oprettet af Aalborg Kommune i 1964. Skolen lå øst for Christiansfeld i Sønderjylland.
  • Skolen havde plads til 24 elever og tog sig af det, man dengang kaldte adfærdsvanskelige børn, der ikke passede ind i det almindelige skolesystem. Det kunne være børn med indlæringsproblemer eller med sociale problemstillinger.
  • Fra 1970’erne og frem blev skolen drevet i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt.
  • I forbindelse med besparelser vælger Nordjyllands Amt i 1990, at de ikke længere vil betale for driften af Gravenshoved Kostskole. Kommunen, der ejede bygningerne, forsøgte uden held at søge dispensation til at drive skolen videre.
  • Både de kommunale politikere og flere forældre var imod beslutningen om at lukke skolen.
  • Gravenshoved Kostskole lukkede i starten af 1990'erne.
  • I 2021 stod en række tidligere elever frem med anklager om fysiske og psykiske overgreb. De fleste fra midt-80'erne og frem til skolens lukning.

Advokatens vurdering

Børne- og ungerådmand Morten Thiessen forstår godt elevernes bekymring - særligt taget kommunens tidligere behandling af dem i betragtning.

Han forklarer dog, at det handler om at få gjort det hele på den rigtige måde.

- Når vi er så grundige, er det alene for at sikre os mod at blive underkendt senere.

- Vi synes ikke, vores troværdighed kan holde til at sige én ting og så trække i land bagefter. Det ville være rigtig ærgerligt at ende en i øvrigt fornuftig proces på den måde.

Morten Thiessen forklarer, at Kammeradvokaten nu skal undersøge, hvorvidt kommunen har hjemmel til at kunne udbetale erstatninger eller godtgørelser til de tidligere elever. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Morten Thiessen forklarer, at Kammeradvokaten nu skal undersøge, hvorvidt kommunen har hjemmel til at kunne udbetale erstatninger eller godtgørelser til de tidligere elever. Arkivfoto: Lars Pauli

Rådmanden forklarer, at det er kammeradvokaten, der har vurderet, at den juridiske undersøgelse af en hjemmel, kunne klares hurtigt, og at hurtigt hos dem, uden man lover for meget, handler om måneder.

- Jeg har ikke indsigt i det, men jeg kunne godt forestille mig, at man kunne være interesseret i at vide, hvad der skal til; altså hvilken grad af tort, der skal til, før man kan sige, det er sandsynligt, at kommunen ville tabe en erstatningssag i retten. Det er lidt det, der er spørgsmålet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.