Nye tal "beviser" nordjyders nøjsomhed

Amokløben inflation og høje regninger får ikke nordjyderne til at se sort på fremtiden

Ny undersøgelse viser, hvor udsatte nordjyderne føler sig. <i>Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix</i>

Ny undersøgelse viser, hvor udsatte nordjyderne føler sig. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

NORDJYLLAND:Dansk økonomi står til at få en "mavepuster", inflationen vil fortsat være høj og beskæftigelsen står til at falde med 100.000.  

Alligevel er nordjydernes syn på fremtiden præget af ukuelig optimisme. 

Ledigheden var i november 2022 på 2,6 procent af den samlede arbejdsstyrke på landsplan, og selvom det ser ud til, at den vil stige i 2023, er krisebevidstheden ikke krøbet helt ind under nordjydernes skind. 

I en Panel Nordjylland-undersøgelse foretaget for Nordjyske blandt 1416 nordjyder er det kun fem procent, der er bekymrede for at miste deres job.

Men det tal viser frem for alt, at nordjyderne ikke er så bekymrede. Et andet tal sætter en tyk streg under, at vi er lige så nøjsomme, som vi har ry for.

Udhuling 

Et af de ord, som har fyldt mest i krisesnakken i 2022, er inflation. 

Selvom det ser ud til, at inflationen vil falde en smule til ro i 2023, vurderer Danske Bank stadig, at inflationen vil ende på et usædvanlig højt niveau. På 4,9 procent mod 7,8 procent i 2022. 

Når varmeregningen stiger og flæskestegen og mælken bliver dyrere, kunne man måske forvente, at de nordjyske lønmodtagere ville kræve flottere tal på lønsedlen, så de undgår, at deres købekraft bliver udhulet. 

Sådan er det ikke ifølge deltagerne i Panel Nordjylland-undersøgelsen. 

38 procent af deltagerne forventer en lønstigning, men endnu flere, 46 procent, siger "nej" til, om de "regner med at få en lønstigning i 2023". 17 procent siger "ved ikke".

En smule mere

Og selvom der er nogle nordjyder, der forventer en lønstigning, går deres krav ikke ligefrem igennem taget.

Den største gruppe af dem, der forventer højere løn, forventer kun en beskeden lønforhøjelse. 24 procent regner med en lønstigning på under fem procent. 12 procent forventer en lønstigning på mellem fem-ti procent, og kun en procent af nordjyderne forventer at stige mere end ti procent.

Hele 62 procent regner ikke med eller ved ikke, om de får en lønstigning. Meget kunne altså tyde på, at mange nordjyder får højere udgifter, uden at indtægterne bliver tilsvarende høje.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.