Der er arbejdet på højtryk for, at Bilka kunne åbne efter brand
Personale og folk fra skadeservice har arbejdet på højtryk for, at Bilka kunne åbne onsdag morgen - der kan dog lugte af lejrbål i butikken

Branden opstod på et non-food-lager, der ligger tæt på vareudleveringen i Bilka. Varer tog skader af brand, røg og vand fra sprinkleranlægget. Ingen personer kom noget til. Foto: Jan Pedersen
AALBORG:Tirsdag aften ødelagde en brand - sammen med røg og vand fra et sprinkleranlæg - en del af lageret hos Bilka i Skalborg.
Men på trods af ødelæggelserne kunne butikken åbne som planlagt onsdag morgen klokken 7.00.
- Vi undskylder, hvis der de første timer lugter af lejrbål i butikken, siger Henrik Vinther Olesen, der er kommunikationsdirektør i Salling Group, der ejer Bilka.
Han fortæller, at man endnu ikke ved så meget om tirsdagens brand, der brød ud i butikkens lager.
- Al vores fokus har været på, at vi kunne åbne butikken til normal tid onsdag morgen. Onsdag og måske torsdag finder vi ud af, hvad der er blevet ødelagt ved branden, og i løbet af nogle dage regner vi med, at myndigheder og forsikringsselskabet finder ud af årsagen til branden, og så handler vi på det, siger han.
Henrik Vinther Olesen fortæller, at der ikke er nogle hylder, der kommer til at stå tomme eller nogle varer man ikke kan få på grund af branden.
Branden brød ud på et non-food-lager nær vareudleveringen klokken 18.43 tirsdag aften, og aktiverede sprinkleranlægget, der begrænsede branden en del. Bilka og Storcenteret blev dog evakueret.

Paller og andre varer fra lageret, hvor branden opstod, blev bragt ud i en varegård og efterslukket. Foto: Jan Pedersen
Tre kørt på skadestuen
Per Thomsen, der er varehuschef hos Bilka i Skalborg, fortæller, at der var 35 ansatte på arbejde, da branden brød ud.
Efterfølgende blev en del af dem, der havde været tættest på branden tjekket for røgforgiftning i en ambulance på stedet, og tre blev kørt på skadestuen til nærmere undersøgelse, men de blev alle tre sendt hjem efter kort tid.
Per Thomsen fortæller, at på grund af branden har indleveringen af varer i løbet af natten været mere besværlig end ellers.
- Vi har fået alle varer, men vi har ikke fået alle hylder fyldt op, som vi plejer. Vi er dog i gang, mens der er kunder i butikken, så udover at der måske kan lugtes en smule røg i butikken, vil man se flere paller og kasser med varer end normalt, siger han.

Mange ambulancer, paramedicinere og politifolk blev tirsdag aften sendt til branden i Bilka, men heldigvis kunne mange af dem sendes hjem igen. Brandfolk og skadeservice slukkede branden og ryddede op. Foto: Jan Pedersen
Tirsdag aften roste vagtchef ved Nordjyllands Politi, René Kortegaard, personalet hos Bilka, som hurtigt fik lukket nogle branddøre og dermed begrænset ilden.
Og Henrik Vinther Olesen roser også personalet.
- Der er blevet handlet, lige som der skulle, og det er flot, når der pludselig opstår sådan en situation, siger kommunikationsdirektøren, der også roser medarbejderne ved brandvæsenet og skadeservice, der efterfølgende har ryddet op efter branden.
- Det er en kæmpe holdindsats, at vi kunne åbne butikken her til morgen.
Brand i Bilka
Telefoner kan være årsagen
Nordjyske erfarer, at ilden kan være opstået ved en ladestation til blandt andet de telefoner, personalet bruger i butikken. En ansat har angiveligt set en stikflamme.
Det er ikke oplysninger, som Henrik Vinther Olesen kan bekræfte.
- Lige nu beskæftiger vi os ikke med brandårsagen. Vi afventer, at der kommer en melding fra myndighederne, der undersøger årsagen, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.