Butikker

Populær Aalborg-cafe får sur smiley og bøde: - Vi lægger os fladt ned

Populært cafébageri i midten af Aalborg har fået sur smiley og en bøde på 20.000 kroner. Ejer fortæller, at det primært skyldes en vandskade. Caféen er helt klar til, at kontrollen kommer på besøg igen

Aalborg-café har fået bøde på 20.000 kroner.
Aalborg-café har fået bøde på 20.000 kroner. Arkivfoto

Opdateret kl. 18:43

AALBORG: Den ser dum ud, sådan en sur smiley, når man står ved montren i en butik og skal bestille kaffe og kage eller et lækkert surdejsbrød. 

11. august blev den så klistret op hos Penny Lane, der efterhånden er blevet en institution inden for brød og caféliv i Aalborg. Kontrolmyndighederne kritiserer i sin seneste rapport især Penny Lanes rengøring eller mangel på samme: "Overflader og dørhåndtag på dør til kølerum og frostrum fremstår med indtørrede belægninger", en hylde "har synlige produktrester, som er indtørret", et gitter i et mindre kølerum har "sorte støvede ansamlinger" og der er spindelvæv i et køkkenlokale, hvor "der tilberedes kold mad".

Det skyldes ifølge ejer Jonas Nikolai Hütscher, at man har haft vandskade, og caféen har allerede rettet op på de fejl, der gav anledning til smiley-ansigtet med de nedadvendte mundvige, lyder det.

- Der har været nogle problemer med at rengøre i det område, for det er jo vores mellager, vi har været nødt til at flytte ud af det rum fra den ene dag til den anden, siger han.

Penny Lane-ejeren fortæller, at man har har haft en elite-smiley i 13 år. Han lægger sig fladt ned og fortæller, at man med det samme, myndighederne forlod butikken, fik styr på det, man fik kritik for. Blandt andet at man skulle sætte en støvvæg op mellem rummet med vandskade og resten af bageriet.

 - Væggen blev sat op om eftermiddagen, da de var der, siger han.

Penny Lane-ejeren glæder sig til, at kontrollen kommer tilbage, så man kan slippe af med den sure mand på det gule papir.

- Vi har haft elite-smiley i 13 år. Vi skal nok komme tilbage og få en glad smiley. 

Jonas Nikolai Hütscher fortæller, at man selvfølgelig er "megaked" af, at der har været en eneste finger at sætte på cafeen. Han fortæller, at man selvfølgelig godt kunne bruge krudt på at klage over kontrollen, da han ikke har oplevet dem nær så imødekommende som før, men det bliver der ikke noget af.

- Der var da nogle ting, vi ikke kunne nå at rette op på fra første besøg til andet besøg, fordi vi har haft håndværkere til at gå dernede. Der synes jeg nok, dialogen har været lidt indsnævret og ikke så dialogsøgende, siger han og fortsætter:

- Så kan jeg bruge en masse krudt på at råbe og skrige, og jeg kunne sende klager ind, men det gavner ikke min drift eller min butik eller noget som helst. Vi lever af glade kunder, som vi elsker at betjene og lave et skidegodt produkt til hver dag, og det er egentlig det, jeg vil bruge mit krudt på, siger Hütscher.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden