Rådmand og rival: Borgmester var lettere distræt
Det har været en hård tid for borgmesteren, lyder det fra den politiske modstander Jan Nymark Thaysen (V)

Jan Nymark Thaysen (V) er ikke chokeret over Thomas Kastrup Larsens exit fra borgmesterposten, men dog overrasket. Foto: Martin Damgård
AALBORG: Det kom som en overraskelse, men ikke som et chok.
- Os, der har været tæt på ham, har godt kunne mærke, at han var anderledes og faktisk lettere distræt. Så det er ikke helt overraskende, at Thomas nu siger stop. Han har været gennem et hårdt forløb. Først blev han sygemeldt med stress, bagefter havde han det uheld, hvor han brækkede ribben, og så skal man heller ikke glemme, at det er et rigtig hårdt job at være borgmester, siger Jan Nymark Thaysen (V), rådmand for land og by i Aalborg kommune.
Han havde dog forventet, at Thomas Kastrup Larsen var blevet siddende som borgmester indtil næste kommunalvalg i 2025.
- Der er ikke voldsom meget erfaring i økonomiudvalget, og det bliver en spændende tid med mange udfordringer. Vi har så småt taget fat i næste års budget, og den proces kommer Thomas jo næppe til at deltage ret meget i, siger Jan Nymark Thaysen, der ikke har noget bud på, hvem der skal overtage stol og borgmesterkæde efter Kastrup-Larsen.
På Facebook skriver Per Clausen - rådmand for klima og energi i Aalborg Kommune - således:
- Selv om jeg ikke har været enig med Thomas om alt - slet ikke - har jeg altid haft et godt samarbejde med ham og ønsker ham alt godt i fremtiden.
Fra en af Thomas Kastrup Larsens nærmeste politiske kolleger viceborgmester Helle Frederiksen var overraskelsen stor.
- Jeg vidste ikke, at Thomas ville komme med beskeden. Den var vi helt uforberedte på, så derfor vil jeg helst ikke udtale mig om noget nu, siger Helle Frederiksen, der umiddelbart står til at tage over.
- Havde du set det komme?
- Vi havde en ide om, at Thomas på et tidspunkt ville noget andet. Det har han jo selv sagt. Men at det skulle være nu vidste vi ikke.
- Hvad skal der ske nu?
- Nu skal vi sunde os og finde ud af hvad der skal ske. Jeg tænker, at vi mødes så hurtigt som muligt i Socialdemokratiet. Formentligt bliver det allerede onsdag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.