3. Limfjordsforbindelse

Radikale dropper forbindelse

Der var stor uenighed i folketingssalen, da anlægsloven til 3. Limfjordsforbindelse blev førstebehandlet

De radikale vil ikke stemme for 3. Limfjordsforbindelse i Egholmlinjen uden yderligere undersøgelser, sagde transportordfører Stinus Lindgreen tirsdag i Folketingssalen.
De radikale vil ikke stemme for 3. Limfjordsforbindelse i Egholmlinjen uden yderligere undersøgelser, sagde transportordfører Stinus Lindgreen tirsdag i Folketingssalen. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 22:49

De radikale vil alligevel ikke stemme for 3. Limfjordsforbindelse. 

I hvert fald ikke hvis man holder fast i den nuværende tidsplan og linjeføring uden at undersøge en alternativ løsning i øst.

Det står klart, efter transportordfører Stinus Lindgreens tale ved tirsdagens førstebehandling af lovforslaget om den omdiskuterede motorvej.

Radikale er ellers en del af Infrastrukturplan 2035, der blev indgået i 2021, og havde derfor aftalt med de andre partier i aftalen, at de ville stemme for. 

Men det kommer ikke til at ske alligevel uden nye undersøgelser, kunne transportordføreren fortælle fra Folketingets talerstol.

- Debatten og de mange høringssvar peger på en række ændrede forudsætninger og nye problematikker, som jeg mener, vi er nødt til at tage meget alvorligt. 

- Det handler om alt fra ynglende oddere og mulig asbestforurening over ændrede trafikprognoser og dårligere samfundsøkonomi til øgede anlægsomkostninger, markante stigninger i CO2-udledninger og enorme miljømæssige konsekvenser.

Nyt rør

Radikale vil skubbe beslutningen til efteråret og i mellemtiden have lavet trafik- og samfundsøkonomiske beregninger på en løsning, hvor man lægger en ekstra tunnel ved siden af den eksisterende.

Ifølge ordføreren kan sådan en undersøgelse foretages på et par måneder og koste nogle hundrede tusinde kroner.

- Lad os gå tilbage til den oprindeligt aftalte tidsplan med fremsættelse til efteråret, så der er tid til at få disse ting afklaret. Hellere træffe den rigtige beslutning senere, end at træffe den forkerte beslutning nu.

- Hvis ikke det sker, og man fastholder den nye forhastede proces, så kommer vi i Radikale Venstre til at stemme imod anlægsloven.

Ordføreren gjorde det klart fra talerstolen, at partiet ifølge aftalen fra 2021 ikke er bundet til at stemme for alle projekter i aftalen.

Transportminister Thomas Danielsen (V) afviste dog at igangsætte nye undersøgelser.

- Hvis man vil kigge på samfundsøkonomiske konsekvenser ved en helt ny forbindelse, så er det udmærket, hvis man ønsker at forpurre eller udskyde projektet. Men det kan man ikke levere til efter sommerferien, forklarede han.

Efter flere års undersøgelser og diskussioner mener han ikke, man kan beskylde politikerne for at træffe beslutningen på et uoplyst grundlag.

I det hele taget bar tirsdagens førstebehandling præg af, at der er stor uenighed om 3. Limfjordsforbindelse og valget af linjeføring.

Trods den nye udmelding fra de radikale, er der stadig et flertal bag forbindelsen.

Ud over regeringen agter både Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti at stemme for.

Miljødebatten raser 

Nogle af spørgsmålene, som tirsdag blev rejst i Folketingssalen, er gengangere fra debatten, som i årevis har kørt blandt nordjyderne. 

Her er det især hensynet til miljø, natur og ikke mindst klimaet, som undervejs har budt på nogle overraskelser. 

Et konkret eksempel er, at Vejdirektoratet for nylig har opjusteret udledningen af CO2 med 83 procent for Egholmforbindelsen. Til det har transportministeren Thomas Danielsen (V) udtalt til Nordjyske:

- Det er opgørelsesmetoden, der er ny, ikke projektets samlede udledning. Det ændrer jo ikke på, at en anden linjeføring ville have fået den samme opjustering efter den nye model. Så det er godt, fordi det bliver meget mere præcist angivet for de enkelte projekter.

Vejdirektoratets visualisering af, hvordan sænketunnelen kommer til at se ud fra Aalborg-siden. Visualisering: Vejdirektoratet

Det kommer den til at koste

3. Limfjordsforbindelse består af i alt 22 km ny motorvej, en sænketunnel og flere broer, og derfor er forbindelsen er projekt, der både vil tage lang tid at gennemføre og koste mange penge.

Ifølge Vejdirektoratets seneste vurdering, er de samlede anlægsudgifter 8,9 milliarder kroner i 2024-priser.

Styrelsen anslår også, at det vil tage 11 år at forberede og bygge forbindelsen, så den kan indvies i 2034.

Det er to år senere end tidligere vurderet, og det skyldes, at man vil lave erstatningsnaturen før man fjerner den eksisterende natur.

Tidligere har man gjort det omvendt, har projektleder i Vejdirektoratet Niels Fejer Christiansen fortalt Nordjyske.

- Hvis vi fjerner et padevandhul, så laver vi to nye vandhuller. Men de skal laves mindst to år før, man fjerner det nuværende. Det giver lidt ekstra anlægstid, fordi vi skal have eksproprieret arealer og lave erstatningsnaturen på forhånd.

Udover førstebehandlingen som skete tirsdag, skal anlægsloven til 3. Limfjordsforbindelse behandles yderligere to gange i Folketinget, før loven kan vedtages. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden