Sådan lød det i indlæg i Nordjyske søndag, hvor alle regionens borgmestre, regionsrådsformanden, transportministeren og den socialdemokratiske formand for Folketingets Transportudvalg i samlet flok priste den snarlige vedtagelse af en 3. Limfjordsforbindelse via Egholm.  

- Beslutningen er vigtig, fordi vi allerede nu er trætte af kø, trængsel og forsinkelser, ligesom der er en alarmerende udsigt til, at problemerne vil vokse os over hovedet, hvis vi ikke gør noget. Beslutningen er vigtig, fordi vi ønsker at bygge bro til fremtiden – ikke at koble Nordjylland af,  skrev politikerne.  

Godt nok bliver det ikke endeligt vedtaget i morgen, men spænding om udfaldet er der ikke. Et detalje-spørgsmål for politiske nørder er hvad de radikale ender med at stemme. Partiet er med i infrastruktur-forliget fra 2021, men har siden muligvis skiftet mening.

I praksis er det dog lige meget hvad de radikale beslutter sig for.

Flertallet er stadig stort, og inden sommerferien vil den 3. Limfjordsforbindelse være vedtaget ved lov efter 3. og sidste behandling i Folketinget.

Også Nordjyske mener, at det er den rigtige beslutning. 

Ikke fordi - som nogle ivrigt hævder på de sociale medier - at vi skulle være købt og betalt til at indtage den holdning. Det er en påstand uden hold i nogen virkelighed. 

Men fordi Nordjylland har brug for den forbindelse. Især for Vendsyssel er det en yderst vigtig forbindelse. Uden den vil den nordligste del risikere i endnu højere grad, at blive sat af udviklingen.

Limfjordsbroen blev taget i brug i 1933, tunnelen i 1969 og i de efterfølgende år er trafikmængden kun vokset. I dag er kapaciteten på bro og i tunnel for længst overskredet, og alle fremskrivninger viser tydeligt, at der vil komme stadig mere trafik.

Men for mange bliver det alt andet end glædens dag. 

For de, der med beundringsværdig ildhu har kæmpet mod, vil der aldeles intet være at glæde sig over. For dem bliver det nærmere en sorgens dag. 

Både bitterhed og vrede er forståelig. 

Mener man, at man står med indlysende argumenter og har sandheden på sin side, virker det selvsagt voldsomt frustrerende, at modparten i store træk blot har afvist dem som ubegrundede. 

Er man overbevist om, at projektet vil udløse en asbest-katastrofe må det være provokerende at se ens frygt blive affejet, og ligeledes kan det vel være svært at acceptere, at andre ikke mener, at projektet bør droppes af hensyn til odderen. 

Muligvis derfor er debatten blevet stadig skarpere, og ofte uforsonlig. 

Næppe nogensinde i Aalborgs historie har der været så mange mennesker, der i den grad føler sig tromlet over af et politisk flertal.  

Men sådan fungerer et demokrati. 

En uundgåelig del af politik er også at træffe beslutninger, der kan generer andre, og det vil en 3. Limfjordsforbindelse også komme til. Byggeriet udleder betydelige mængder CO2, vejen støjer og dyr må flytte eller lære at leve med den nye nabo. Desuden koster vejen kassen. 

Men sådan vil det altid være med bynære veje. 

Vores land er i det hele taget for lille til, at der kan bygges uden at genere nogen.

Uanset hvor en ny limfjordsforbindelse skulle bygges vil den komme med betydelige gener for naboerne, og stort set alle vil selvfølgelig protestere mod en motorvej i umiddelbar nærhed af ens baghave. 

Men et sted skal den bygges, og efter en debat, der har stået på i mange år, er det på tide at komme videre og i gang.