Knivstikkeri i Klarup: 15-årig mistænkt løsladt
En sammenstød med en gruppe drenge endte torsdag i knivstikkeri. En 15-årig er blevet løsladt efter et grundlovsforhør, men stadig sigtet i sagen

Foto Jan Pedersen
KLARUP:Det var en uoverensstemmelse mellem nogle drenge og meget unge mænd, der torsdag aften endte i slagsmål og knivstikkeri i Klarup.
Her blev en 16-årig dreng stukket i låret med kniv. En 15-årig dreng blev efterfølgende anholdt og sigtet for at have stukket med kniven.
Han blev fredag løsladt efter et endt grundlovsforhør, da mistanken mod ham ikke var stærk nok til at varetægtsfængsle ham. Han er dog fortsat sigtet, oplyser Nordjyllands Politi.
En anden 16-årig dreng var også kortvarigt anholdt, men er løsladt igen. Han er stadig sigtet for at have været en del af slagsmålet.
Det oplyser politikommissær Martin Rolighed, Nordjyllands Politi.
Politikommissæren understreger, at episoden i Klarup ikke har noget med de to knivoverfald tidligere på ugen i Aalborg at gøre, og at der ikke er tale om et opgør mellem to grupperinger.
Sammenstødet mellem drengene i Klarup skete lidt før klokken 18 ved Hellasvej.
Her havde to mindre grupper på to-tre drenge aftalt at mødes for at tale om et mellemværende. Der var formentlig ikke tale om, at drengene havde aftalt at skulle mødes for at slås.
Men mødet udviklede sig dog til slagsmål, som altså endte med knivstikkeri.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.