Savnet parkering i Aalborg åbnet igen
Budolfi Plads klippede snoren til p-kælderen under den ny bebyggelse
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:46
AALBORG : Der var kaffe og p-tærter til de første bilister, da den ny underjordiske parkering på Budolfi Plads i Aalborg åbnede fredag morgen.
P-kælderen får både ind- og udkørsel fra Vingårdsgade, og den kommer til at rumme 105 offentlige p-pladser samt 26, der reserveres til beboerne i den ny bebyggelse.
- Det kommer til at koste 16 kroner i timen ligesom på de fleste andre parkeringspladser i området. Og det gør det, fordi vi gerne vil sikre os en vis udskiftning - både af hensyn til de handlende og deres kunder, forklarer Mikkel Højslet fra Budolfi A/S.
Det ny parkeringsanlæg rummer ikke helt så mange pladser, som der i sin blev nedlagt på den gamle Budolfi Plads. Især ikke fordi, man i mellemtiden også har sløjfet de p-pladser, som lå der, hvor der nu er en lille lommepark.
- Vi ville faktisk gerne have lavet nogle flere, men i udbudsmaterialet stod der kun 99, og nu bliver der trods alt 105, og det tror jeg folk kommer til at sætte stor pris på, siger Mikkel Højslet.
Udover parkeringspladsen er den ny Rema 1000 butik på Budolfi Plads også ved at være færdig, så den åbner 7. november, og 15. november følger Restaurant Aktuel efter. 16. november skal hele pladsen nemlig være til officiel indvielse.
- Vi har valgt at gøre det sådan lidt drypvis, fordi vi gerne vil have de enkelte dele helt på plads inden den officielle indvielse. Og det bliver først 16. november af hensyn til Aalborg City, som åbner julemarkedet på Gl. Torv samme dag, fortæller Mikkel Højslet.
Indvielsen fejres fra kl. 13 til 15, og der bliver både gløgg, æbleskiver, musik og formentlig også et spektakulært lysshow.
- Vi har brugt rigtig mange ressourcer på lyssætningen, så lyset på pladsen kan skifte mellem flere forskellige farver - afhængig af årstiden og tiden på døgnet, forklarer Mikkel Højslet.
Han oplever ofte folk, der stopper for at kommentere, hvordan udformningen og arbejdet med den ny plads skrider frem. Og langt de fleste er heldigvis positive.
- Især efter vi har fået plantet træerne og åbnet op, så folk rigtigt kan se, hvad der er sket. For nu er ikke længere en byggeplads - eller en plads man bare haster forbi, som mange gjorde i gamle dage, tilføjer han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.