Nordjyske mener

Nordjyske mener: Vi taler om de ældre som en byrde. De kan være Nordjyllands hemmelige våben

Stefan Buur Hansen er ansvarshavende chefredaktør for Det Nordjyske Mediehus.
Stefan Buur Hansen er ansvarshavende chefredaktør for Det Nordjyske Mediehus. Foto: Caroline Bundgaard / Grafik: Malte Keld Nielsen
Lyt til artiklen

For nylig rundede Danmark en særlig milepæl: Mere end 50.000 danskere er nu fyldt 90 år.

Det er jo grundlæggende en god nyhed. Flere mennesker får lov at leve et langt liv.

Alligevel bliver den slags tal næsten altid fulgt af bekymrede ord om udgifter, pres på sundhedsvæsenet og mangel på hænder. De ældre bliver en post i et regneark. Ofte under overskriften byrde.

Lad os bare starte med tallene, for prognosen er helt reel. 

Et nyt erhvervsbarometer fra Aalborg Universitet viser, at den nordjyske arbejdsstyrke kan falde med 5,2 procent frem mod 2040. Samtidig vokser behovet for medarbejdere på sygehusene, i ældreplejen og på resten af arbejdsmarkedet.

Det bliver helt sikkert en af de største udfordringer for Nordjylland i de kommende år.

Men de ældre er ikke problemet.

Tværtimod kan de være en del af løsningen.

Vi har ikke råd til at give slip

Det gælder først og fremmest dem, der nærmer sig pensionsalderen med både lyst og kræfter til at fortsætte. På landsplan er der siden begyndelsen af 2023 kommet 19.000 flere lønmodtagere over folkepensionsalderen.

En dygtig medarbejder mister naturligvis ikke sin erfaring, dømmekraft og faglighed på sin 67-års fødselsdag. Måske passer 37 timer ikke længere. Måske gør 25 eller 30. Måske skal arbejdsdagen, vagterne eller opgaverne indrettes anderledes.

Her har de nordjyske virksomheder et ansvar. Hvis de mangler kvalificeret arbejdskraft, må de også gøre det muligt at blive lidt længere. Det kræver reelle seniorordninger og en åben samtale, inden medarbejderen allerede har besluttet sig for at stoppe.

Uden dem slukkes lyset

Nordjyllands ældre bidrager også længe efter, at den sidste arbejdsdag er overstået.

Vi er med rette stolte af vores stærke kultur- og foreningsliv. Men hvem sidder i bestyrelserne, åbner forsamlingshuset, tager en vagt på festivalen, hjælper på museet og får de lokale fællesskaber til at fungere?

Meget ofte er det pensionisterne.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 18 procent af de 65-74-årige og 26 procent af danskerne over 75 år udfører frivilligt arbejde hver uge.

Uden deres indsats ville lyset helt bogstaveligt blive slukket mange steder i Nordjylland.

Børnene ændrer landkortet 

Og så er der bedsteforældrene.

Jeg har selv erfaret, hvor meget de kan fylde i børnefamiliers overvejelser om, hvor livet skal leves. Når man får børn, ændrer landkortet sig. Afstanden til bedsteforældrene får pludselig større betydning end afstanden til caféerne og koncertstederne.

Bedsteforældre kan hente i børnehaven, tage imod et sygt barn og træde til, når to arbejdsliv og en hverdag skal gå op. De giver også børnene noget, som ingen offentlig ordning kan levere: 

Tid, historie, tilhørsforhold og forbindelsen mellem generationerne.

En analyse fra KL viser, at næsten hvert fjerde barn mellem nul og fem år bor mere end 25 kilometer fra sin nærmeste bedsteforælder. Tidligere undersøgelser af hjemflyttere viser samtidig, at børn og forældre i hjemkommunen øger sandsynligheden for, at udflyttede unge vender tilbage.

Det er værd at skrive ind i de nordjyske kommuners bosætningspolitik.

Bedsteforældrene kan ikke skaffe et relevant arbejde til den hjemvendte eller dennes partner. Der skal også være boliger, dagtilbud, skoler og et lokalsamfund, man har lyst til at leve i. 

Men familien kan være det, der til sidst får vægtskålen til at tippe mod Nordjylland.

En mulighed - aldrig en pligt

Ingen ældre skylder samfundet at arbejde videre, passe børnebørn eller tage vagter i den lokale forening. Nogle har brug for omsorg efter et langt og hårdt arbejdsliv. En 90-årig skal selvfølgelig heller ikke betragtes som en skjult arbejdskraftreserve.

At være en ressource må aldrig blive et nyt ord for pligt.

Til gengæld skal vi blive langt bedre til at se og skabe plads til det, de ældre gerne vil bidrage med. Virksomhederne skal udvikle reelle seniorordninger. Kommunerne skal se familienetværk og bedsteforældre som en del af bosætningspolitikken. 

Og foreningerne skal fortsat give mennesker mulighed for at engagere sig på egne præmisser.

Næste gang en befolkningsfremskrivning fortæller, at Nordjylland får flere ældre, bør vi derfor tælle mere end udgifter og plejebehov.

Vi bør også tælle erfaringen, de frivillige timer, afhentningerne i børnehaven og de børnefamilier, der måske vælger at vende hjem.

Det kan vise sig at være et af Nordjyllands stærkeste kort.

Stefan Buur Hansen er ansvarshavende chefredaktør på Nordjyske.

Gå til relaterede emner

Forsiden