Tabu i michelin-guiden: Sådan får de stjernen
I 2019 lykkedes det Restaurant Tabu i Aalborg at blive optaget i michelin-guiden med en Plate-rangering. Nu hæver Tabu ambitionsniveauet, så skiltet udenfor kan skiftes til en stjerne.
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:11
Da Miv alias Michael Pedersen i 2016 overtog Tabu på Vesterå i Aalborg havde han noget svært ved at sige højt, hvad han drømte om. Det var hans makker, der i baggrunden måtte sige det magiske ord: Michelin-stjerne.
Siden har der været masser af hæder til restauranten, vinder af Bedst i Nordjylland, Årets Grøntret, Årets Kokkeprofil, Byens Bedste, seks gafler her, seks stjerner dér og så videre.
I 2022 er der ingen slinger i stemmen, Janteloven er suspenderet.
- Vi har hele tiden haft niveauet til michelin-stjerner, og det er tydeligt, at vi hvert år har været i betragtning til en michelin-stjerne, men jeg tror ikke, Michelin har troet på vores dogme med kun lokale råvarer. Så nu smider vi vores hidtidige sæsonbegrænsninger og går efter at kunne være på michelin-stjerne-niveau hele året, lyder det fra Michael Miv Pedersen, der både er indehaver og køkkenchef på Restaurant Tabu.
Efter et par sløve år med nedlukninger og fravær af michelin-guidens inspektører i Nordjylland er det nu, der skal sættes over til de helt store ambitioner. For som indehaver af en Plate i Guide Michelin, så kan Restaurant Tabu altid forvente besøg af en inspektør i løbet af året. Derfor handler det om at være helt klar, og det er de på Vesterå.
3 stjerner - værd at rejse efter
2 stjerner - en omvej hver
1 stjerner - et besøg værd
Bib gourmand - god mad, to retter for under 300 kroner
Michelin Plate - simpelthen god mad
- Vi giver den lige et skud mere på ambitionsstigen. Aalborg og Nordjylland har fået et rigtig godt top-niveau og tiltrækker både national og international opmærksomhed - også af guiden. Nu er Danmark åbnet helt op, og så kan vi godt forvente at få besøg heroppe, siger Michael Miv Pedersen.
Han har for nylig købt sine partnere ud og sidder med eneansvaret for restaurantens drift og dermed også ambitionsniveau.
Og det betyder, at han selv kan bestemme, og at barren hæves betydeligt. I første omgang reduceres antallet af pladser i gourmetrestauranten, og der indføres én fast menu på op til 30 serveringer.
- Vi har lavet Tabu Experience-menuen, der bliver med de bedste råvarer, man kan få fra hele verden. Hidtil har vi kørt med et stramt dogme om, at vi kun bruger lokale råvarer. Men det sætter vi til side i gourmetrestauranten, hvor vi nu bruger de råvarer, der skal til, og så vælger vi de bedste på markedet, siger Michael Pedersen.
Han mener, at der efterhånden er kunder til de helt store gourmetoplevelser og ved, at han må gå forrest for at få michelin-stjerner, da han allerede er at finde i guiden.
- Vi har jo sammen med Vendia Gourmet i Hjørring som de eneste en Plate og kan søges frem i michelin-guiden - guide.michelin.com. Vi indberetter hvert år menuer og personalesituationen til guiden, så de ved jo, vi er her, siger Michael Pedersen.
Hvis man ikke er til det helt store gastronomiske udtræk, så flytter Tabus lokalpatriotiske sæsonbetonede menu, Signaturmenuen, til de tilstødende lokaler, der før husede ubat veggie-restauranten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.