Et skridt tættere de rød-hvide farver: - Andreas vandt og gjorde det godt
Den kontroversielle dressur-rytter har netop vundet landsstævne i nordjysk rideklub
Opdateret kl. 20:03
Dressur-rytteren Andreas Helgstrand er nok stadig mere end et mulehår fra at kunne vende tilbage til landsholdets bruttotrup - men han er kommet tættere på.
I weekenden vandt han landsstævnet i Hjallerup Rideklub, og efter en evaluering af stævnet og samtaler mellem Andreas Helgstrand og Dansk Ride Forbund er jorden tilsyneladende ved at være gødet for et comeback.
Fra elitechef i Dansk Ride Forbund Anne-Mette Binder lyder det i hvert fald, at han er kommet tættere på landsholdets bruttotrup.
- Andreas vandt og gjorde det godt sammen med Jovian ved B-stævnet i Hjallerup. Han har herefter mulighed for at komme til start ved Dansk Varmblods internationale stævne i Herning i næste måned, så det kan være næste skridt på vejen, siger hun til DR.
OL-bronze
Andreas Helgstrand var i hele 2024 udelukket fra al konkurrence-deltagelse som følge af dårlig behandling af heste, som både er blevet afdækket i Nordjyske og TV 2-dokumentaren Hestemilliardærens Hemmeligheder.
Dressur-rytteren var i 2008 med til at vinde OL-bronze med det danske dressurlandshold.
Stadig lang vej
Hvis dressur-rytteren udtages til stævnet i næste måned, er det dog ifølge Dansk Ride Forbund ikke ensbetydende med, at han indlemmes i det danske landsholds bruttotrup, da det er noget, man først tager stilling til "på et senere tidspunkt".