Talsmand undrer sig: Vigtige personer mangler i stor advokatundersøgelse
Advokaten bag undersøgelsen ser dog anderledes på sagen

René Vinding Christensen er talsmand for en række af de tidligere elever, der har klaget over fysiske og psykiske overgreb begået mod dem på Gravenshoved Kostskole. Ifølge en ny advokatvurdering finder den elevernes anklager til generelt at være troværdige. Foto: Henrik Bo
AALBORG:Det er forbundet med lettelse og forløsning, når der i advokatundersøgelsen af Gravenshoved Kostskole står, at klagerne over psykiske og fysiske overgreb generelt er troværdige.
Men selvom talsmanden for en række af de tidligere elever kan glæde sig over dele af rapporten, undrer han sig over andet.
I rapporten står der nemlig som en af konklusionerne, at der ikke er kommet klager til kommunen i et omfang og i en grad, der gør, at advokaten kan kritisere, at kommunen ikke greb ind.
- Der er flere, der har udtalt sig i pressen, som har været ansat og beskrevet forskellige ting. Ingen af de personer indgår tilsyneladende aktivt i den her undersøgelse. Og nogle af dem har henvendt sig aktivt til Aalborg Kommune og har først derefter talt med pressen, siger talsmand René Vinding Christensen.
Nordjyske har for nyligt kunnet fortælle om to tidligere ansatte i PPR Vest, Henny Thellesen og Anette Thorn, der begge fortæller om en episode, hvor en tidligere kollega netop råbte op om sin bekymring omkring pædagogikken på Gravenshoved Kostskole.
Anette Thorn kontaktede kommunen, da historierne kom frem i oktober 2021. Både hende og Henny Thellesen bekræfter dog over for Nordjyske, de ikke er blevet kontaktet i forbindelse med advokatundersøgelsen.
Er inddraget
Advokaten bag undersøgelsen, Niels Vase, fastslår dog, at historien fra de to tidligere ansatte i kommunen skam er inddraget i undersøgelsen. Dog kun i form af fodnoter, der skulle henvise til Nordjyskes artikel.
- Som jeg læser det, siger de jo netop, de ikke gik videre med det. Der kom meddelelser til kommunen, som i hvert fald Anette Thorn kendte, men hun siger i artiklen, hun holdt det for sig selv.
Burde den historie, om en kollega, der forsøgte at råbe en chef op, ikke være inddraget mere?
- Vi har taget hundrede beslutninger om, hvad der skulle med og ikke med. Det kan da godt være, det her skulle have stået lidt stærkere.
- Det, der gør mest indtryk på mig, er pointen, som jeg læser den, om at de i dag er kede af, de ikke gjorde noget mere. Og det passer godt ind i den fornemmelse, jeg har af, der var en tavshed. Det strømmede ikke op med klager fra Gravenshoved til Aalborg Kommune. Dem kom der ganske få af. Så jeg kan godt forstå, man ikke reagerede i Aalborg.
- Jeg siger ikke, der ikke er kommet henvendelser til kommunen, for det er der. Der er også kommet andre end dem her. Det, jeg siger, er, at der ikke er kommet henvendelser i et sådant omfang og sådan en karakter, at jeg mener, man per automatik skulle have reageret, forklarer advokaten.
- Der lægger jeg vægt på, det er et 30-årigt forløb, vi taler om. Lad os sige, der er kommet et sted mellem fem og ti henvendelser på de 30 år. Så er jeg ikke sikker på, det afviger fra, hvad man kunne forvente af en normal skole.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.