Teatergården imponerer – selvom den lider af aalborgensisk højdesyge
”Gud synger i detaljen”, men djævlen lurer desværre i helheden, skriver Lars Brorson Fich i sin anmeldelse af Teatergården, hvor det omsider er lykkedes at opføre nyt i harmoni med gammelt
Nybyggeriet i Sankelmarksgade føjer sig harmonisk ind i gadens ældre arkitektur, hvilket har fået NORDJYSKEs anmelder til at overveje, hvilket kapitel vi er ved at føje til byens arkitektoniske historie. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
AALBORG:Det er altid en særlig arkitektonisk udfordring, når man skal opføre nyt byggeri, der skal passe sammen med ældre bygninger. Netop dét er udfordringen, som Teatergården, et nyt boligbyggeri i Sankelmarksgade i Aalborg, står over for.
Mange vil måske mene, at den løsning, der ligger lige for, vil være at bygge de nye bygninger i samme stilart som de gamle, der ligger der i forvejen. Ved nærmere eftertanke er det dog ikke uden problemer.
Teatergården set fra Boulevarden. Foto Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Hver arkitektonisk stilart er udtryk for den tidsalder, de er bygget i. Jim Lyngvild kan godt bygge sig en vikingeborg, men det bliver han jo ikke vikingehøvding af. Uanset hvilken stilart, vi vælger at bygge i, kan vi ikke leve i middelalderens eller enevældens Aalborg. Det er for øvrigt heller ikke sikkert, at vi ville bryde os om det, hvis vi kunne.
Når byens bygninger hver især er udtryk for den tidsalder, de er bygget i, bliver vores historie en del af byen. For eksempel er Jens Bangs Stenhus bygget i 1624 i en stilart, der kaldes ”Hollandsk renæssance”. Det er et hus, som de fleste aalborgensere nok er glade for og stolte over.
Når det nu er så godt, hvorfor bestemmer vi så ikke, at alt nybyggeri i bymidten skal bygges i denne stilart? Der ville for så vidt ikke være de store tekniske problemer forbundet med det. Problemet ville være, at vi efterhånden ikke kunne hitte rede i, hvad der var nyt, af nyere dato eller historisk – byen ville miste sin historie.
Hvad der måske kan give stof til eftertanke er så, hvilket kapitel vi selv er ved at føje til byens arkitektoniske historie. Teatergården er et stykke ny arkitektur, der på mange måder passer sig fint ind i de historiske omgivelser. Det skyldes en stor opmærksomhed på detaljerne.
Et eksempel: Arkitekter taler om, at bygninger virker ”tunge” eller ”lette”. Hvis man ser på de fleste historiske bygninger i området, så sidder vinduerne næsten ude i flugt med facaden. Dermed får man ikke indtryk af ydermurens reelle tykkelse og dermed rent bogstaveligt dens vægt. Rent ubevidst oplever man derfor bygningen som ”let”.
Modsat fx den nærliggende nye bebyggelse omkring Budolfi Plads, hvor vinduerne er trukket tilbage fra facaden, så man får en fornemmelse af, hvor tyk facaden er. Byggeriet opleves dermed ubevidst som mere ”tungt” og bastant. Det er for så vidt ellers ikke detaljer, der koster noget, ud over lidt ekstra omhu.
Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Om anmelderen
Lars Brorson Fich er lektor ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi, AAU. Har arbejdet 24 år som praktiserende arkitekt, heraf 10 år som partner i en tegnestue.
I Teatergården ligger vinduerne ligesom på de eksisterende historiske bygninger ude i flugt med facaden. Denne og en række lignende fine detaljer får Teatergården til at glide fint ind i den historiske sammenhæng. Teatergårdens stueetage er gjort lidt ”tungere” end de øvrige etager ved at trække nogle af murstenene frem og derved vise lidt mere af murens tykkelse. Det passer fint sammen med handelskammerets bygning overfor, hvor stueetagen ligeledes er gjort ”tungere” ved hjælp af en reliefvirkning i stueetagens murværk.
Stueetagen er i lighed med flere eksisterende bygninger gjort ”tungere” ved, at noget af murværket er trukket frem. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Denne omhu for detaljerne og for at finde en nutidig arkitektur, der føjer sig harmonisk ind i byen, er lykkedes rigtig godt i Teatergården.
Desværre er der også et MEN – et men der desværre ikke kun gælder i Aalborg, men i mange byer generelt. Man kunne kalde det ”altid-nogle-etager-for-højt” epidemien. Teatergårdens nederste etager består af en muret bygning, der er en etage højere end den nærmeste bygning ud mod Boulevarden - og hele tre etager højere end nærmeste nabo i Sankelmarksgade. Som om det ikke var nok, har man oven på den murede bygning tilføjet to tagetager i gråligt metal. Man har så forsøgt at kompensere for bygningens højde i forhold til nabobygningerne i Sankelmarksgade ved OGSÅ at tilføje to ekstra tagetager oven på dem, udført i samme grålige metal.
Ekstra etager i gråt metal, der er tilføjet nabobygningerne, dominerer i Sankelmarksgade. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Der er føjet ekstra etager til de eksisterende nabohuse. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Det virker ikke overbevisende, at den nye bygning er højere end bebyggelsen mod Boulevarden, der hidtil har været den højeste. Umiddelbart virker det jo mest naturligt, at bygningshøjden bliver nedtrappet, når man går fra det brede hovedstrøg ind i en mindre og snævrere sidegade.
Bagsiden af Teatergården. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Helt galt bliver det, når man betragter byggeriet fra Sankelmarksgade i retning af Boulevarden. Her skaber alt det grå metal, der er stablet oven på de eksisterende bygninger, et ”gråt metalhelvede”. Så, når der skal uddeles stjerner, må vi give fem stjerner for de gode detaljer og den omhu, der er lagt i dem, men vi må trække en fra for "nogle-etager-for-højt" sygen.
”Gud synger i detaljen” sagde den tysk/amerikanske arkitekt Mies van der Rohe, men her står djævlen på lur i helheden.
Teatergården er tegnet af C.F. Møller.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.