Tyv overrasket under indbrud - stak fingre i munden på beboer og stak af
35-årig rumænsk mand dømt for et røveri under indbrud i villa i Kongerslev
KONGERSLEV: En 35-årig rumænsk mand blev overrasket af husets beboer, da han 28. maj brød ind i en villa i Kongerslev.
Efter at have stjålet to halskæder, to fingerringe og udenlandsk valuta dukkede husets mandlige beboer nemlig op og konfronterede ham.
Den 35-årige mand reagerede ved at skubbe til beboeren og stikke sine fingre ind i munden på ham, hvorefter han stak af fra stedet med tyvekosterne.
Dermed udviklede tyveriet sig til et røveri, fordi der blev brugt vold.
Og det var også det, den 35-årige blev dømt for, da han fredag fik et år og fire måneders fængsel samt udvisning af landet i 12 år.
Det oplyser anklager Eva Madsen.
Den 35-årige nægtede sig dog skyldig røveriet. I Retten i Aalborg forklarede han, at han godt nok havde været på adressen, men at det var i en anden anledning.
Han afviste altså, at han var brudt ind i villaen, og dermed også røveriet, forklarer Eva Madsen.
Manden har været frihedsberøvet siden 9. juni, hvor han blev anholdt. Han er fortsat fængslet efter dommen, som han ankede på stedet.