Aalborgs ukendte kunstperle

Prins Henriks kunstværk blev afsløret i slutningen af 2016 - og det er det seneste værk, som har fået en plads i AKKCs nye kunstbog. Her ses prinsen og direktør Ernst Trillingsgaard under afsløringen af værket. Arkivfoto: Martin Damgård
Prins Henriks kunstværk blev afsløret i slutningen af 2016 - og det er det seneste værk, som har fået en plads i AKKCs nye kunstbog. Her ses prinsen og direktør Ernst Trillingsgaard under afsløringen af værket. Arkivfoto: Martin Damgård

Med direktør Ernst Trillingsgaard i spidsen, har AKKC netop udgivet en oversigt over deres samling af kunst. Det sker i omfangsrige ’Kunstbogen’, der fylder 122 sider. Og omfanget er meget sigende for antallet af malerier, skulpturer og andet, som AKKC har tilegnet sig gennem tiden.

Allerede når man nærmer sig AKKC, kan man få øje på elementer af den kunst, der nu er opsamlet i det digre værk.

For værkerne er både at finde ude og inde.

Foran hovedindgangen står vandkunsten ’Mur med tårne’, der er skabt af billedhugger, Anita Jørgensen.

Og muren ved Europaplads danner kunstværket ’Mur med skibe’ skabt af de to lokale kunstnere, Bruno Kjær og Thorvald Odgaard.

De to er også skaberne bag AKKCs største kunstværk, det 320 kvadratmeter store murmaleri på Aalborghallens scenetårn.

Og ved kunstnerfoyeren, der vender ud mod Kildeparken, har den lokale maler, Knud Erik Færgemand, skabt et farverigt murmaleri.

I selve parken findes noget af AKKCs mere særprægede kunst, ’De syngede træer’ eller ’Kunstnerlunden’, som området også kaldes. Her er indgangen, bestående af to søjler, også i sig selv et værk.

- Vi vil meget gerne have, at der ser pænt ud omkring os. Derfor har vi også valgt at gøre noget ud af det udenfor, forklarer Ernst Trillingsgaard.

Inden døre bemærker man kunsten allerede fra man træder ind.

Således er det store foyerområde hjemsted for flere værker. Eksempelvis ’Livsglædens Herold’, der er et stort billede lavet i mosaik af billedkunstneren, Henrik Starcke.

Faktisk er der kunst over alt i huset. Både i form af skulpturer og malerier.

Selv scenetæpperne er kunstværker.

Men også mangfoldigheden af de repræsenterede kunstnere springer en i øjnene.

Der findes nemlig værker af alt fra anerkendte malere og billedkunstnere til et billede malet af Melodi Grand Prix deltagerne i 2010, hvor showet blev afholdt i Aalborg. Faktisk er der flere af malerierne, som specifikt er malet til AKKC og derfor har motiver fra teaterverdenen og husets forskellige scener.

- Malerierne i Aalborg Kongres og Kulturcenter er bestilte opgaver og er derfor malet nøjagtigt til stedet.

- Jeg har taget udgangspunkt i kulturen i huset, og de mennesker som kommer og er der - i særdeleshed Ernst Trillingsgaard, som er en stor inspiration, udtaler kunstner, Anita Houvenaeghel, til ’Kunstbogen’ om sine udstillede værker.

Hovedparten af AKKCs kunstværker er gaver fra forskellige fonde, kunstnere og andre samarbejdspartnere. Og det er noget, som Ernst Trillingsgaard sætter meget stor pris på.

- Det startede med, at vi havde plakater til at hænge på væggene. Men de er i kælderen nu. For vi begyndte hurtigt at ønske os kunst eller penge til kunst i stedet. Og vi har fået skænket rigtig meget gennem tiden. Især af fonde som eksempelvis Ny Carlsbergfondet. De gav os blandt andet en serie malerier af kunstneren, Pia Andersen, i anledning af vores 50-års jubilæum, fortæller Ernst Trillingsgaard.

En af de helt store bevæggrunde for at ønske sig kunst skal findes i direktørens egen holdning til oplevelsen af det.

Han mener ikke, at kunst skal ses i en bog. Det er nærmere bare en appetitvækker for, at man tager ind og kigger på det der, hvor det står og hænger.

- Kunst, uanset genre og form, opleves bedst i virkeligheden. Det kan sammenlignes med en fodboldkamp. Den er også sjovere at se på stadion end i fjernsynet. Det kommer mere til sin ret og bliver mere levende, når man står foran det, forklarer Ernst Trillingsgaard.

Desuden forklarer han, at en stor motivation for at have kunsten i AKKC er personlig interesse for det, selvom han ikke vil udnævne sig selv som kunstkender.

- Jeg synes det er pænt. Og så kan jeg godt lide kunstnere og deres måde at være kreative og tænke den skæve vinkel ind på. Faktisk har jeg mødt størstedelen af dem, som vi har værker af, siger han.

Hvis man ser bort fra direktørens egne interesser, så er der flere årsager til, at kunsten er blevet en integreret del af AKKC gennem tiden.

For det handler i høj grad også om deres virke, formål og image som et kulturhus, der er til for borgerne.

- Der er flere årsager til, at vi går så meget op i kunst. Den ene side af det er, at vi skal være et alsidigt center for kultur. Vi er folkets hus, og vi har til opgave at gøre det til et hus, der dufter af musik, teater og kultur, siger Ernst Trillingsgaard.

Som bekendt er navnet på centret todelt. Ser man udover kulturen, så er der også kongresdelen.

Og her spiller kunsten ligeledes en særlig rolle. Både i forhold til at gøre huset i Aalborg konkurrencedygtigt og smukt, men også i forhold til at tilføre det en ekstra dimension og en ekstra oplevelse, som gæsterne sætter pris på.

- Vi mener selv, at det højner vores kvalitet, at der er kunst på væggene. Blandt andet i forhold til vores konkurrenter, for alle har jo lys, lyd og teknik, men der er ikke ret mange huse, der har den udfoldelse af kunst, som vi har. Og det bemærker kongresdeltagerne, og det er noget vi får mange roser for. Det er en ekstra dimension, uddyber Ernst Trillingsgaard.

Men den nyudgivne ’Kunstbogen’ har AKKC nu mulighed for at fortælle folk, hvor meget spændende kunst der står i kulturhuset eller hænger på væggene.

For selvom det er synligt for enhver, der træder ind på området og ind i de forskellige lokaler, så ses det ofte i brudstykker, alt efter hvor man befinder sig i huset. Derfor er helheden måske ikke så let at se, selvom man ofte har sin gang i AKKC.

- Der er ikke mange, der ved, hvor meget kunst vi egentlig har. Jeg tror ikke en gang vores egne folk var klar over det, før vi lavede ’Kunstbogen’, fortæller Ernst Trillingsgaard.

At bogen med kunstoversigten netop kommer nu er ikke en tilfældighed.

Som bekendt fratræder Ernst Trillingsgaard sin stilling i 2017. Så tiden var inde, hvis det skulle nås i hans tid på direktørposten. Og så var der også et helt særligt projekt, som Ernst Trillingsgaard ønskede skulle være med, før bogen kunne gå i trykken.

- Vi ventede til Prins Henrik havde været her, for det ville vi gerne have med. Han satte et slags punktum for kunsten i bogen men sådan set også for kunsten i min tid, understreger Ernst Trillingsgaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden